Gå til hovedindhold

Diagnosticeret med Morbus Crohn (Medicinsk sengeafsnit K3)

Information til dig der er nydiagnosticeret med Morbus Crohn.

Hvad er Morbus Crohn?

Morbus Crohn er en er kronisk betændelse i tarmen. Betændelsen kan sidde gennem hele tarmsystemet fra mundhulen til endetarmen. Fællesbetegnelsen for kronisk tarmbetændelse Morbus Crohn og Colitis ulcerosa er IBD: ”Inflammatory Bowel Disease”.

Symptomer fra Morbus Crohn kan variere meget, afhængigt af hvor betændelsen sidder. 

Du kan opleve:

  • blod/pus/slim i afføringen
  • diarré
  • forstoppelse
  • akut trang til at komme på toilettet.

Andre symptomer kan være:

  • mavesmerter
  • træthed
  • nedsat appetit
  • vægttab
  • utilpashed. 

Dine symptomer kan variere meget, men det er vigtigt, at du kontakter os, hvis du oplever en forværring af dine symptomer, så vi kan hjælpe dig med evt. behandling.

Du skal kontakte os, hvis du får:

  • nye eller tiltagende mavesmerter
  • tiltagende diarré/forstoppelse/afføringstrang som varer mere end 3-4 døgn
  • blod/pus/slim i afføringen.

Medicinsk behandling

Den medicinske behandling mod Morbus Crohn kan variere meget, afhængigt af hvor din sygdom sidder. Der kan i perioder være behov for at optrappe behandlingen.

Nogen patienter har behov for fast behandling, andre kun ved symptomer.

Din aktuelle medicinske behandling er: ________________________________________

Vi vejleder dig om behandlingen, dosis og eventuelle bivirkninger.

Det er vigtigt, at du tager den medicinske behandling, som er aftalt.

Hvis du ønsker at stoppe en behandling, skal du kontakte os. 

Livsstil

Kost

Der er ingen særlig diæt, som alle med IBD skal overholde. Og der er ingen fødevarer, som man aldrig må spise.

Nogle af de diæter, du finder, fx på internettet, er typisk meget præcise eller restriktive – og de er ofte ikke udviklet til behandling ved IBD.

Alligevel er der nogle råd, som vi anbefaler dig at følge. 

Vi anbefaler, at du spiser varieret. En varieret kost er vigtig for at forebygge fejlernæring. Underernæring skyldes som regel proteinmangel.

Det indebærer, at du skal have fokus på, at:

  • Bevare din vægt, hvis du er normalvægtig
  • Spise mere grønt og frugt (600 g daglig)
  • Spise mere fisk (alle former, 300 g pr uge)
  • Spise mindre kød (max 500 g per uge, undgå forarbejdet kød)
  • Begrænse indtaget af sukker 
  • Spare på emulgatorer (dressing, færdige varer)
  • Spare på fedt – alle slags
  • Spise mindre lyst brød (fattigt på fibre, proteiner, næringsstoffer)

I perioder med aktiv betændelse (opblussen af sygdommen) har din krop et
øget behov for energi og protein.

Rygning

Rygning er den livsstilsfaktor, som har størst betydning for at udvikle Crohns sygdom.

Hos personer med Crohns sygdom er rygning forbundet med større risiko for opblussen og vanskelighed med at holde sygdommen i ro.

Alkohol

Der er ingen tegn på, at alkohol fremkalder opblussen eller forværrer sygdomsaktivitet ved IBD. Alligevel er det almindeligt for IBD-patienter at opleve symptomer i form af diarré eller mavesmerter ved indtag af alkohol, selv efter få genstande. Nogle oplever, at de tåler visse typer alkohol bedre end andre.

Motion

Fysisk aktivitet og motion har en generel positiv helbredseffekt.

Derudover kan motion forebygge nedsat muskelmasse og knogleskørhed, som er en risiko ved inflammatorisk tarmsygdom.

Flere studier af personer med kroniske sygdomme tyder på, at motion kan nedsætte fatigue, dvs. en generel træthed som man ikke kan sove sig fra.

Stress

IBD kommer ikke af stress, men langvarigt stress eller psykisk belastning kan forværre forløbet af inflammatorisk tarmsygdom.

På samme måde kan opblussen komme i perioder med belastning, enten på studiet, på arbejde eller af personlige forhold. Afspænding og samtale kan hjælpe på symptomerne.

Vaccination

Der er ikke anbefalet vaccination til patienter med IBD generelt. Men hvis du starter i en længerevarende immundæmpende behandling med præparater som azathioprin, biologisk behandling eller små molekyle medicin, så anbefaler vi vaccination mod influenza og pneumokok. 

Det kan også være en god ide at overveje om du i fremtiden får behov for levende vacciner, da de ikke kan gives under immundæmpende behandling. Levende vacciner som f.eks. gul feber kan være nødvendige ved rejser.

Kontaktlæge og kontaktsygeplejerske

Du vil få tildelt en kontaktlæge og en kontaktsygeplejerske ved opstarten af dit forløb i Medicinsk Ambulatorium K.

Mere viden

For mere information om diagnose, behandling og andres oplevelser med sygdommen: 

Colitis - Crohn foreningen - se evt. under ”Foreningen” - ”Publikationer”: www.tarmsygdomme.dk

Dansk selskab for gastroenterologi og hepatologi (DSGH) – se evt. under ”Publikationer” - ”Patientinformationer”: www.dsgh.dk

Lev med IBD (ejet af Takeda Pharma) har vejledning om IBD, behandling, intimitet m.m. både som skriftlige vejledninger, som video og som podcasts:
www.levmedibd.dk 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden