Gå til hovedindhold

CELS, Kombineret kikkertundersøgelse og kikkertoperation af tyktarmen

Information til dig, der skal have foretaget en kombineret kikkertundersøgelse af tyktarmen og kikkertoperation i bughulen, for at fjerne en eller flere polypper i tyktarmen.

Kort om operationen

Du skal have lavet en kombineret kikkertundersøgelse af tyktarmen og kikkertoperation i bughulen for at fjerne en eller flere polypper i tyktarmen. Det kalder vi også kombineret endoskopisk og laparoskopisk kirurgi (CELS).

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Du kan forvente at komme hjem dagen efter operationen.

Vigtig forberedelse

Hold eventuelt pause med blodfortyndende medicin og medicin mod diabetes

Hvis du tager blodfortyndende medicin eller medicin mod diabetes, har vi til forundersøgelsen aftalt med dig, hvornår du eventuelt skal holde pause med den inden operationen. Kontakt os, hvis du har spørgsmål.

Du skal følge en diæt og udrensningsplan

Inden operationen skal du udrense din tarm, så den er helt tom. Det betyder også, at du skal følge en diæt. Du skal starte diæten og udrensningen 7 dage inden operationen. Du finder vejledning til diæt og udrensning til sidst i denne information.

Hvis du har tendens til hård mave eller forstoppelse, skal du kontakte os. I nogle tilfælde skal du lave en ekstra udrensning nogle dage før operationen.

Tag din øvrige medicin med et lille glas vand

Op til operationen kan du tage din medicin med et lille glas vand, selvom du faster. Du skal tage medicinen senest 2 timer før din mødetid, medmindre du har fået andet at vide. Bruger du astmaspray, skal du tage den, som du plejer.

Fjern makeup, neglelak og smykker

Under operationen sætter vi et måleapparat på en af dine fingre, som måler iltmætningen i dit blod. Derfor skal du fjerne neglelak og kunstige negle inden din operation. Du skal desuden fjerne al makeup, ur, smykker og piercinger hjemmefra.

Gå i bad hjemmefra

Du skal tage et bad, vaske dit hår og tage rent tøj på, før du møder på hospitalet på dagen for din operation. Vask hele kroppen og vær meget omhyggelig med at vaske og rense navlen fx med en vatpind. Du må ikke bruge creme eller parfume efter badet.

Tag disse ting med

Når du skal indlægges, skal du medbringe nogle ting hjemmefra:

  • Toiletsager
  • Behageligt tøj
  • Hjemmesko med skridsikre såler eller andet fodtøj til indendørs brug
  • Din medicin.

Børst tænder

Inden operationen skal du børste dine tænder grundigt.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Du kan opbevare værdier, fx penge, ur, smykker og mobiltelefon, i et aflåst skab i afdelingen, mens du bliver opereret. Opbevaring sker på eget ansvar, så vi anbefaler, at du medbringer så få værdigenstande som muligt.

Forbered dig på ventetid

Tag gerne en bog, et blad eller anden underholdning med. Så er du forberedt, hvis der er ventetid.

På hospitalet

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved operationen. Du får også udleveret støttestrømper, som du skal have på, mens du er på hospitalet. De mindsker risikoen for blodpropper i benene efter operationen.

Du får smertestillende og blodfortyndende medicin

Kort før din operation, får du udleveret forebyggende, smertestillende medicin, som du skal tage med så lille en mundfuld vand som muligt.
For at forebygge blodpropper giver vi dig en indsprøjtning i låret med blodfortyndende medicin.

Du får fuld bedøvelse

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Når du skal bedøves, får du lagt et drop i hånden. I droppet får du medicin, så du sover.

Operationen

Der vil være to læger til stede under operationen. Når bedøvelsen virker, laver den ene læge 3-5 snit på maveskindet og fører instrumenter ind i bughulen for at holde tarmen på plads. Den anden læge fører en kikkert ind gennem endetarmen for at fjerne polypperne indefra. I nogle tilfælde fjerner vi et lille stykke af tarmen med polyppen udefra.
Til sidst lukker vi sårene med tråd og sætter plaster på.

Operationen varer 1-3 timer.

Opvågning efter operationen

Når operationen er færdig, kører vi dig tilbage til sengeafsnittet. I nogle tilfælde skal du være på opvågningsafsnittet.

Bedøvelsen kan give kvalme

Du kan få kvalme og kaste op på grund af bedøvelsen. Hvis du har brug for det, kan vi give dig medicin mod kvalmen.

Du må spise og drikke

Vi tilbyder dig noget at spise og drikke når du kommer tilbage på sengeafsnittet.

Vi fortæller dig om operationen

Efter operationen fortæller vi dig, hvordan det er gået.

Sig til, hvis du har ondt

Fortæl os, hvis du har ondt eller er utilpas, så vi kan hjælpe dig. Det er vigtigt, at du er behandlet for smerter, så du kan trække vejret dybt, hoste og komme ud af sengen.

Bevæg dig efter operationen

Du skal hurtigst muligt ud af sengen og bevæge dig efter operationen, da det vil gøre dig hurtigere frisk og mindske eventuel kvalme og risikoen for komplikationer.

Du bliver udskrevet

De fleste er klar til at blive udskrevet dagen efter operationen. Du er klar, hvis du:

  • ikke har kvalme eller kraftige smerter
  • har spist og drukket
  • har tisset uden problemer
  • er blevet informeret om, hvad du skal være opmærksom på derhjemme.

Vi vurderer, hvornår du er klar til at blive udskrevet.

Hjemme igen

Sygemelding

Du kan starte på arbejde igen, når du føler dig parat til det. For de fleste er det efter 2 uger, men hvis du arbejder med tunge løft, kan det være nødvendigt at vente længere. Hvis du har brug for en sygemelding i en længere periode, kan du få den hos din egen læge.

Svar på vævsprøven

Du får svar på vævsprøven af de fjernede polypper efter 3-4 uger.

Vær dog opmærksom på, at fordi du har adgang til dele af din journal, kan du modtage et autogenereret svar, før vi har behandlet det.

Du får mere information med hjem

Vi giver dig information om, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen. I informationen kan du læse om praktiske forholdsregler og se, hvad du skal gøre i forhold til fx hygiejne eller smerter.

Vejledning i diæt og udrensning af tarmen

For at vi kan gennemføre operationen i din tyktarm, skal den være tom og ren. Derfor skal du begynde på en diæt og lave en udrensning 7 dage før din operation.

Du skal bruge udrensningsmidlet Plenvu (pulver). Du har fået udrensningsmidlet med hjem, og ellers kan du købe det på apoteket.

Udrensningen begynder flere dage før operationen:

7 dage før operationen

Tag ikke jerntabletter

Du må ikke tage jerntabletter de sidste 7 døgn inden operationen, da jern kan farve væsken i tarmen sort. Tager du multivitaminpiller, der indeholder jern, kan du dog fortsætte med disse.

5 dage før operationen

Stop med at spise kerner og frø

Du må ikke spise mad med kerner eller frø de sidste 5 dage før operationen. Det gælder fx brød med hørfrø, sesamfrø, chiafrø eller solsikkekerner. Spis i stedet fx hvidt brød og hvide kiks. Du skal også undgå kerner og frø i frugt og grøntsager, fx tomater, kiwi, vindruer, jordbær og æbler med kernehus.

Begræns dit indtag af fibre

Fra 5 dage før operationen skal du også begrænse dit indtag af fibre. Du skal undgå fuldkornsprodukter og undlade at spise skind og skræl. Der er skind og skræl på fx ærter, bønner, majs, tomater, æbler, kartofler og kylling. Pil eventuelt skrællen eller skindet af, eller undgå helt disse madvarer. Vær opmærksom på, at citrusfrugter har en membran om frugtkødet, som du heller ikke må spise.

Drik rigeligt med væske

Fra 5 dage før operationen skal du drikke mindst 3 glas væske til hvert måltid.

Forslag til mad og drikke, du kan indtage

Morgenmad: Cornflakes, croissant eller lyst brød med fx kogt kødpålæg, honning, æg, marmelade uden klumper eller mørk pålægschokolade, og frugt og grøntsager uden skræl.

Frokost: Kogt eller bagt kylling, kalkun, hvid fisk, kartoffel eller rodfrugt uden skræl. Hvide ris eller pasta, kogte grøntsager uden skræl, klar suppe, spejlæg, omelet med avocado og lyst brød med fx æg, avocado eller røget laks.

Aftensmad: Blendet suppe med hvid pasta eller lyst brød. Hvid pasta med kødsovs og blendet tomatsovs. Kogt eller bagt kylling eller fisk med kartofler og kogte grøntsager uden skind og skræl.

Mellemmåltider: Banan, mariekiks, sodavandsis, riskiks, saltchips og smoothies uden frø og kerner.

Dagen før operationen

Undgå mælkeprodukter

Du må ikke drikke eller spise mælkeprodukter som mælk, fløde, ost og yoghurt.

Drik rigeligt med væske

Dagen før operationen skal du drikke mindst 3 glas væske til hvert måltid.

Stop med at spise kl. 14.00

Fra kl. 14.00 må du ikke længere spise mad, men kun drikke tynde væsker. Tynde væsker er vand, saftevand, iste, bouillon, klar suppe uden fyld, juice uden frugtkød, mælkefri proteindrik, og kaffe og te uden mælk.

Forslag til mad og drikke, du kan indtage

Morgenmad: Cornflakes, croissant eller lyst brød med fx kogt kødpålæg, honning, æg, marmelade uden klumper eller mørk pålægschokolade, og frugt og grøntsager uden skræl.

Frokost: Kogt eller bagt kylling, kalkun, hvid fisk, kartoffel eller rodfrugt uden skræl. Hvide ris eller pasta, kogte grøntsager uden skræl, klar suppe, spejlæg, omelet med avocado og lyst brød med fx æg, avocado eller røget laks.

Aftensmad: Klar suppe eller bouillon uden fyld.

Kl. 17.00: Tag dosis 1 Plenvu

Sådan gør du:

  • Bland dosis 1 Plenvu i en kande med ½ liter koldt vand.
  • Rør blandingen godt sammen. Det kan tage op til 8 minutter, før pulveret er helt opløst.
  • Drik blandingen i løbet af 30-60 minutter. Det er vigtigt, at du bruger 30-60 minutter på at drikke blandingen, da du kan få kvalme og kaste op, hvis du drikker den for hurtigt. Drik også ½ liter anden klar væske, fx vand. Det er en god idé at drikke skiftevis Plenvu og den anden væske. Kl. 18.00 skal du være færdig med at drikke dosis 1 Plenvu.

Plenvu begynder som regel at virke inden for 1-2 timer, men for nogle kan der gå kortere eller længere tid. Du kan forvente hyppig afføring/diarré.

Kl. 22.00: Tag dosis 2 Plenvu

Sådan gør du:

  • Drik gerne lidt væske med sukker, fx saft eller juice, lige inden du starter.
  • Bland dosis 2 Plenvu (brev A og brev B) i en kande med ½ liter koldt vand.
  • Rør blandingen godt sammen. Det kan tage op til 8 minutter, før pulveret er helt opløst.
  • Drik blandingen i løbet af 30-60 minutter. Det er vigtigt, at du bruger 30-60 minutter på at drikke blandingen, da du kan få kvalme og kaste op, hvis du drikker den for hurtigt. Drik også ½ liter anden klar væske, fx vand. Det er en god idé at drikke skiftevis Plenvu og den anden væske. Du skal være færdig med at drikke blandingen efter 1 time.

Plenvu begynder som regel at virke inden for 1-2 timer, men for nogle kan der gå kortere eller længere tid. Du kan forvente hyppig afføring/diarré.

Gode råd til indtagelse af Plenvu

  • Drik opløsningen kold.
  • Drik med sugerør.
  • Drik skiftevis Plenvu og almindelig væske.
  • Drik gerne noget sukkerholdigt (juice eller saft) umiddelbart før du drikker Plenvu.

På dagen for operationen

Tag din vanlige morgenmedicin, men vent med at tage diabetesmedicin

Plejer du at tage medicin om morgenen, kan du tage medicinen, når du er færdig med udrensningen. Det gælder dog ikke for diabetesmedicin, som først må tages efter operationen.

Du må drikke frem til 2 timer før operationen

Det er vigtigt, at du ikke kommer i væskeunderskud under udrensningen, og du bør derfor drikke rigeligt med tynde væsker. Du skal dog stoppe helt med at drikke 2 timer før operationen.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden