Gå til hovedindhold

Atopisk eksem behandling med Rinvoq

Til dig der vil vide mere om behandling med Rinvoq (Upadacitinib)

Hvad er Rinvoq (Upadacitinib)?

Rinvoq er et lægemiddel til behandling af svær atopisk eksem.

Hvem behandles med Rinvoq?

Patienter med svær kronisk atopisk eksem, hvor behandling med andre lægemidler er utilstrækkelig eller giver anledning til uacceptable bivirkninger. Medicinrådet har fastlagt reglerne for, hvem der kan tilbydes Rinvoq.

Behandlingen er godkendt til voksne samt unge og børn > 12 år. Desuden kan behandlingen kun gives til personer over 65 år, som ikke har øget risiko for åreforkalkning, alvorlig hjerte-kar-sygdom, ryger eller tidligere har røget i mange år eller har øget risiko for udvikling af kræft

Hvordan virker Rinvoq?

Rinvoq tilhører gruppen af lægemidler, som kaldes JAK-hæmmere, der hæmmer nogle af de signalstoffer (JAK-enzymer) i immunsystemet, som er med til at udvikle eksem. Rinvoq virker ved at mindske den inflammatoriske betændelsestilstand og derved de symptomer, der ses ved atopisk eksem.

Hvordan foregår behandlingen?

Rinvoq gives som en tablet dagligt. Der findes 3 styrker henholdsvis 15, 30 og 45 mg. Typisk vil man starte på 15-30 mg dagligt, men ved bivirkninger eller god effekt gå ned til 15 mg dagligt. Børn og unge > 12 år samt personer over 65 år starter typisk med 15 mg. Tabletterne udleveres fra afdelingen.

Da medicinen er meget dyr aftaler du med sygeplejersken hvor meget medicin du henter ad gangen.

Afbud

Hvis du bliver forhindret i at møde til de aftalte tider, bedes du meddele dette til afdelingen i så god tid som muligt

Før opstart af behandlingen

Før opstart tages en blodprøve og et røntgenbillede af lungerne. Lægen vil informere dig mundtligt og skriftligt om Rinvoq samt om de forholdsregler, der er i forbindelse med behandlingen.

Kontrol under behandlingen

Du skal ses af en læge ca. hver 3. måned.

Blodprøver:

·         Hver 4. uge de første 3 måneder

·         Herefter hver 8-12 uge

Vigtigt i forbindelse med opstart af Rinvoq behandling

Graviditet og amning

Rinvoq må ikke tages af gravide eller ammende. Kvinder skal bruge prævention under behandlingen.

Kvinder skal stoppe behandlingen 4 uger før planlagt graviditet og må ikke tage Rinvoq under amning. Tal med din læge, hvis du ønsker at blive gravid.

Hvor hurtigt virker Rinvoq?

Behandlingen virker hurtigt. Du vil typisk mærke effekt i løbet af et par uger.

Hvilke bivirkninger kan forekomme?

Rinvoq kan, som al anden medicin, give bivirkninger. Det er ikke alle, der oplever bivirkninger. Hvis du oplever bivirkninger, mens du er i behandling med Rinvoq, skal du kontakte din hudlæge.

Meget almindelige bivirkninger:

·         Infektioner i luftvejene, fx halsbetændelse, bihulebetændelse

Almindelige bivirkninger:

·          Forhøjet kolesteroltal

·         Nedsat knoglemarvsfunktion

·         Kvalme

·         Feber / influenzalignende symptomer

·         Urinvejsinfektioner

·         Helvedesild

·         Vægtøgning

·         Acne

·         Udslæt

·         Forhøjede lever- eller muskelenzymer

·         Hoste

Ikke almindelige bivirkninger:

·         Blodpropdannelse i ben (DVT)

·         Forkølelsessår

·         Overfølsomhedsreaktioner (nældefeber eller mere alvorlige allergiske reaktioner)

·         Mundhulesvamp

·         Lungebetændelse

Hvis du får feber, infektioner eller andre ukendte symptomer, skal du holde pause med Rinvoq og kontakte afdelingen. Du kan genoptage behandlingen, når du ikke har feber, er færdig med eventuelle antibiotika og føler dig rask.

Hvis du har en almindelig forkølelse eller en overfladisk infektion i huden, skal du ikke holde pause med Rinvoq.

Vurdering af effekten af Rinvoq

Effekten af behandlingen vurderes efter 16 uger. Ved manglende respons efter 16 uger bør behandlingen stoppes. Hos nogle patienter med delvis effekt kan behandling i længere tid end 16 uger være gavnlig.

Når der opnås sygdomskontrol vil lægen efter 6-12 måneder vurdere, om behandlingen skal stoppes.

Vaccinationer og Rinvoq

Undgå vaccination med levende vacciner under Rinvoq behandling. Hvis du har brug for en sådan vaccine (f.eks. vaccination mod gul feber), bør den gives, inden du starter på Rinvoq.

Vi anbefaler, at du bliver vaccineret mod influenza hvert efterår, når du får medicin, som påvirker dit immunsystem. Du skal ikke holde pause med Rinvoq på det tidspunkt, hvor du skal have vaccinen.

Hvis du er over 65 år, er i øget risiko for at få lungebetændelse pga. hjerte-, lunge-, lever- eller nyresygdom eller har problemer med gentagne lungebetændelser, kan du få en vaccination mod pneumokokker, som er de bakterier, der ofte fører til lungebetændelse. Vaccinen er gratis for over 65 år med sukkersyge, hjerte-, lunge-, lever- eller nyresygdom eller har problemer med gentagne lungebetændelser.

Tal med din praktiserende læge om vaccinen.

Operationer

Hvis du skal opereres, skal du drøfte med din læge i klinikken, om der skal tages nogle forholdsregler.

Rejseaktivitet

Hvis du har udenlandsk rejseaktivitet de første 6 måneder efter opstart af Rinvoq, skal du søge forhåndsgodkendelse fra dit forsikringsselskab.

Scratch database

SCRATCH er en database over atopisk eksem-patienter i systemisk behandling og indeholder en række spørgeskemaer til læge og patient omkring symptomer, behandling, livskvalitet mm.

Patienter der er i behandling med Rinvoq, vil med samtykke, blive oprettet i Scratch databasen.

Inden hvert lægebesøg bedes du besvare et spørgeskema.

På afdelingen vil du få udleveret en iPad, hvor spørgeskemaet bedes besvares.

Du kan også besvare hjemmefra med MitID via dette link scratch.zitelab.eu

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden