Gå til hovedindhold

Anlæggelse af tyndtarmsstomi (Ileostomi) - hjemme igen

Efter anlæggelse af tyndtarmsstomi skal du være opmærksom på din afføring.

Ubehag eller smerter

Du kan få kvalme

Det er normalt at have kvalme den første uge efter operationen. Det kan hjælpe at spise mindre, men hyppigere måltider og at tygge tyggegummi. Det kan også hjælpe at bevæge sig og få frisk luft.

Du skal have afføring hver dag

Du skal have 600-1200 ml afføring via stomien hver dag. Afføringen skal have en konsistens som havregrød. Den må ikke være tynd som vand.
Hvis din afføring er tynd, eller der kommer mere end 1200 ml i døgnet (kaldet high output), kan det skyldes et maveonde eller et stort indtag af bestemte fødevarer som:

  • sukkerholdige drikke som fx juice, saft, sodavand
  • øl, vin, spiritus
  • frugt, især rå eller tørret
  • for store mængder væske i forbindelse med måltid.

Det kan også skyldes store måltider eller for lidt salt.
Hvis der kommer mere end 1200 ml i løbet af et døgn, skal du kontakte Stomiambulatorium K.

Vær opmærksom på fiberpropper i stomien

I sjældne tilfælde kan ufordøjede trevler fra fiberrige madvarer danne en prop i stomien. Det kalder vi en fiberprop. Hvis der ikke kommer afføring i stomien, eller hvis du har smerter eller kaster op, kan det være, fordi der er en prop i stomien.
Du kan løsne proppen ved at bevæge dig, massere omkring stomien eller ved at tage et varmt bad eller bruge en varmepude. Sørg også for at drikke rigeligt væske.
Hvis proppen ikke bliver løsnet, skal du kontakte Stomiambulatorium K eller Akuttelefonen 1813 uden for stomiambulatoriets åbningstid.

Fortsæt med smertestillende medicin

Du skal fortsætte med at tage smertestillende medicin, så længe du har smerter. For de fleste er det 8-10 dage.
Du har fået smertestillende medicin med hjem fra hospitalet til de første par dage. Du har også fået udleveret en medicinliste, som du skal følge. Hvis vi har vurderet, at du har brug for mere smertestillende, har vi givet dig en recept.

Hvis du har brug for ekstra behandling af dine smerter, skal du kontakte din egen læge.

Pleje og hygiejne

Tag kun brusebade

Du må gerne tage brusebad, men du skal undgå at bade i havet, gå i karbad eller svømmehal , indtil 24 timer efter, klipsene er fjernet, eller når sårskorpen er faldet af, da det øger risikoen for infektioner.

Brug plaster, hvis du har behov for det

Det er ikke nødvendigt at have plaster på, når du kommer hjem. Hvis der kommer væske fra operationssåret, kan du sætte et plaster på. Du kan også sætte et plaster på, hvis du føler behov af andre grunde.

Spis små, hyppige måltider med protein

Din appetit kan være mindre efter operationen. Vi anbefaler, at du spiser 6-8 små måltider dagligt, som er rige på energi og protein. Der er fx mange proteiner i mælkeprodukter, kød, fisk og æg. Nogle af dine måltider kan også være proteindrikke, som du kan købe i håndkøb på apoteket.

Spis ekstra salt

Du har brug for mere salt, efter du har fået lagt en tyndtarmsstomi. Vi anbefaler, at du kommer lidt ekstra salt på maden, og at du spiser mad med et højt indhold af salt, fx saltet pålæg, skæreost, smøreost, saltstænger og saltkiks.

Drik rigeligt med væske

Du har brug for mere væske, når du har en tyndtarmsstomi. Væske hjælper med at holde stomien i gang. Drik gerne 2-2,5 liter væske fordelt over døgnet.

Der kan være ufordøjede madrester i stomiposen

Ikke alle fødevarer bliver fuldstændigt fordøjet i tyndtarmen. Derfor kan der være ufordøjede madrester i stomiposen. Fødevarer, der er svære at fordøje, kan også give en større mængde afføring. Det gælder fx:

  • frugter med seje trevler og hinder, fx appelsin, ananas, klementin, grapefrugt, vindruer, tørrede frugter og nødder
  • grøntsager med seje trevler, fx asparges, bladselleri, porre, løg, rucola, champignon og ærter
  • råkost af grove og fiberrige grøntsager, fx kål og rodfrugter
  • groft brød med kerner og frø, fuldkornspasta og fuldkornsris
  • sejt kød og pølseskind.

Hvis du oplever problemer, kan du skære maden ekstra godt ud, fjerne seje trevler/hinder, tilberede grøntsagerne og tygge maden grundigt.

Bevægelse og hvile

Hold dig i gang

Det er almindeligt at være mere træt end normalt de første par måneder efter operationen. Det er vigtigt, at du alligevel kommer ud af sengen - helst 8 timer dagligt - og i øvrigt bevæger dig for at undgå komplikationer som fx blodpropper, lungebetændelse og svækkede muskler. Du må gerne være øm, men lyt til din krop og hold pause, hvis du får smerter. Prøv så vidt muligt kun at ligge i sengen, når du sover eller hviler dig.

Undgå hård motion

Du skal undgå hård fysisk aktivitet som løb, vægtløftning, fodbold og svømning de første 4 uger.

Genoptag seksuel aktivitet, når du er klar

Du kan genoptage seksuel aktivitet, når du har kræfter og lyst til det. Det kan ikke skade dig, men lyt til din krop, hvis du får smerter fra såret.

Praktiske forhold

Vent med at køre bil, hvis du tager morfin

Du må ikke føre bil eller betjene store maskiner, så længe du tager morfin. Vent til 24 timer efter du har taget morfin.

Få fjernet klips

Du skal have fjernet klips hos din egen læge 10 dage efter operationen. Du skal selv bestille tid. Husk at medbringe den klipsetang, du har fået med hjem fra hospitalet.

Sygemelding

Du kan starte på arbejde igen, når du føler dig parat til det. For de fleste er det efter 3-4 uger men hvis du arbejder med tunge løft, kan det være nødvendigt at vente længere.  Hvis du har brug for en sygemelding i en periode, kan du få den hos din egen læge. Tal med din læge om, hvornår du kan gå i gang med at arbejde, og om du eventuelt skal begynde på nedsat tid.

Kom til kontrol

10 dage efter operationen skal du til kontrol i Stomiambulatorium K. Her kontrollerer vi, at stomien fungerer, som den skal, og taler med dig om de produkter, du bruger til din stomi.

Det skal du reagere på

Kontakt os ved manglende afføring og tegn på betændelse

Du skal kontakte os, hvis:

  • du ikke har haft afføring i over 24 timer
  • du får rødme, varme, hævelse eller ømhed ved sårene
  • du får tiltagende smerter
  • du får feber over 38 grader.

Hvis det sker efter 3 dage fra den dag, du er blevet udskrevet, skal du i stedet kontakte din egen læge eller Akuttelefonen 1813 uden for din egen læges åbningstid.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden