Adalimumab er et biologisk lægemiddel, der virker ved at blokere TNF-alfa signalstof og hæmmer dermed betændelsesreaktionen i tarmen ved patienter med colitis ulcerosa og Crohns sygdom.
Sådan foregår behandlingen
Adalimumab gives som indsprøjtning lige under huden enten i låret eller maven. 1 indsprøjtningspen indeholder 40 mg adalimumab.
Første gang gives der 4 penne afhængigt af din vægt. Anden gang får du 2 penne og herefter 1 pen hver anden uge. De første tre gange gives/ tages medicinen i ambulatoriet.
Udlevering af medicin
Efter oplæring vil de fleste selv kunne håndtere og tage medicinen derhjemme. Du kan du få udleveret medicin til en aftalt periode.
Du kan hente medicinen i en medicinboks, i vores 'Drop-in'-tider i ambulatoriet eller efter aftale med en sygeplejerske.
HUSK at medbringe køletaske, da medicinen skal opbevares på køl.
Effekt af behandlingen
Nogen mærker en effekt allerede indenfor de første par uger.
75% har effekt af behandlingen. Man kan ikke på forhånd sige, hvem der har effekt af behandlingen.
Blodprøver
I uge 0, 2 og 4 skal der tages blodprøver 1-3 dage før behandlingen.
Herefter skal du møde til blodprøvekontrol hver 16. uge.
Du kan kun få udleveret medicinen, hvis du får taget de planlagte blodprøver.
Bivirkninger
De fleste patienter har ingen eller få bivirkninger af adalimumab. Der kan forekomme lette gener, f.eks. forkølelse, ledsmerter og hovedpine, som kan behandles med Panodil/ Pamol/Pinex.
Enkelte personer kan udvikle allergi. Alvorlige allergiske reaktioner forekommer dog meget sjældent.
I sjældne tilfælde kan der ske opblussen af tidligere infektioner. Derfor vil lægen før start af behandlingen udelukke alvorlig infektion (tuberkulose, leverbetændelse og HIV).
Adalimumab er immundæmpende, og nogle patienter vil derfor være mere modtagelige for infektioner, der kan variere fra en harmløs forkølelse til mere alvorlige infektioner som lungebetændelse.
Hvis du får tegn på infektion – også i ugerne mellem behandlingerne - skal du kontakte din praktiserende læge, som kan behandle dig med antibiotika, hvis der er tale om en infektion med bakterier.
OBS: Hvis du har tegn på infektion, skal du vente med at tage din planlagte adalimumab-pen, til infektionen er overstået.
Graviditet og amning
Du må godt være i behandling med adalimumab under graviditet og amning. Planlægger du graviditet, og er du i behandling med adalimumab, skal du tale med din behandlingsansvarlige læge om behandlingsforløbet. Det er af stor betydning, at graviditeten planlægges således, at tarmsygdommen er i ro helst 6 måneder inden graviditeten. Herved opnår du de bedste forudsætninger for et optimalt graviditetsforløb.
Vaccination
Da medicinen hæmmer immunforsvaret, anbefaler vi at du får den årlige influenzavaccination og pneumokokvaccination hvert 5 år. Unge kvinder bør blive HPV-vaccineret og følge screeningen for livmoderhalskræft.
Udlandsrejser
Planlægger du en udlandsrejse, er det vigtigt, at du undgår destinationer, der kræver vaccination med levende vacciner (hyppigst gul feber), når du er i behandling med adalimumab.
I forbindelse med længere udlandsrejser, hvor du skal have medicinen med, udleverer ambulatoriet et særligt rejsepas på medicinen - vær opmærksom på, at det skal bestilles i god tid.
Kontrolundersøgelser i behandlingsforløbet
Du vil blive fulgt med blodprøvekontrol hver fjerde måned. og du skal komme til kontrolbesøg minimum hvert halve år.