Denne information er til dig, som er i behandling med Aclasta og har knogleskørhed (osteoporose) med øget risiko for knoglebrud (frakturer). Læs denne patientinformation grundigt, da den giver dig vigtige oplysninger om Aclasta.
Hvad er Aclasta?
Aclasta er et lægemiddel til behandling af patienter som har knogleskørhed (osteoporose) og øget risiko for knoglebrud. Aclasta tilhører en gruppe stoffer kaldet bisfosfonater. Det aktive indholdsstof er zoledronsyre. Aclasta indeholder også følgende inaktive ingredienser: mannitol, natriumcitrat og vand.
Hvordan virker Aclasta?
Aclasta virker ved at sætte sig på knoglen, og den på måde forhindrer Aclasta, at knogle nedbrydes for meget. Aclasta beskytter også knoglen mod fremtidig nedbrydning. Din læge kan tjekke, at Aclasta virker efter hensigten ved at lave en knoglemineraldensitetstest (DXA-skanning) efter 3 år og blodprøver.
Hvordan og hvor ofte vil jeg få Aclasta?
Aclasta skal gives én gang årligt i 3 til 6 år. Den normale dosis af Aclasta er 5 mg givet som en intravenøs infusion (i en blodåre). Det bliver givet af en sygeplejerske i ambulatoriet. Infusionen varer mindst 15 minutter. Spørg din læge eller sygeplejerske, hvis du har spørgsmål vedrørende infusionen.
Hvad skal min læge vide, FØR jeg får Aclasta?
Det er vigtigt, at du fortæller lægen, om du:
- er i behandling med Zometa, der indeholder det samme aktive lægestof som Aclasta.
- tidligere har haft nyreproblemer, da dine nyrer skal fungere korrekt, for at kunne udskille den mængde Aclasta fra kroppen, som dine knogler ikke har behov for.
- har fået fjernet biskjoldbruskkirtlerne eller dele af dem.
- har eller har haft smerte, hævelse eller følelsesløshed i kæben, eller om du har fået løse tænder.
- tager anden receptpligtig eller ikke-receptpligtig medicin, naturmedicin eller vitaminer.
Du må IKKE få Aclasta, hvis du:
- er overfølsom over for Aclasta, et af indholdsstofferne eller et andet bisfosfonat.
- har for lavt indhold af calcium eller D-vitamin i blodet.
- har alvorlige nyreproblemer.
- er gravid, planlægger at blive gravid, eller ammer.
Hvad bør jeg gøre, FØR jeg får Aclasta?
Det er vigtigt at drikke nok væske (mindst et eller to glas) før din infusion af Aclasta, så du undgår dehydrering. Du kan spise som normalt på dagen, hvor du bliver behandlet med Aclasta.
Behandling
Aclasta gives som en infusion i årerne af en sygeplejerske. Infusion betyder, at du får anlagt en lille plastikslange i en blodåre (drop), og væsken skal løbe ind i åren over minimum 15 minutter.
Du skal være rask og f.eks. ikke have feber på dagen.
Du skal ikke være fastende, og både før og efter infusionen skal du drikke rigeligt. Du vil få tilbudt drikkevarer, mens du får medicinen.
Hvad kan jeg forvente efter behandling?
Som med al medicin kan nogle patienter få bivirkninger, når de behandles med Aclasta.
Bivirkninger kan være:
- Influenza-lignende symptomer, så som feber og kulderystninger.
- Smerte i muskler, knogler eller led
- Hovedpine
De fleste bivirkninger forekommer inden for de første tre dage efter infusion af Aclasta. Bivirkninger er oftest milde til moderate og går som regel væk inden for tre dage. Din læge kan anbefale dig at tage svagt smertestillende præparater, f.eks. paracetamol for at dæmpe bivirkningerne. Risikoen for at få disse bivirkninger mindskes ved gentagne behandlinger. Hvis symptomerne ikke går væk eller bliver forværret, bør du kontakte din læge eller den afdeling, der har behandlet dig.
Der har været observeret uregelmæssig hjerterytme hos patienter, der modtager Aclasta for postmenopausal knogleskørhed (osteoporose). Det er på nuværende tidspunkt uklart, om det er Aclasta, der forårsager denne uregelmæssige hjerterytme. Hvis du oplever hjertebanken, føler dig sløj, eller får åndedrætsbesvær, skal du kontakte din læge.
Der er set tilfælde af smerter i mund, tænder eller kæbe, hævelse af sår i munden, følelsesløshed eller en følelse af tyngde i kæben, samt at en tand er gået løs hos patienter, der er i behandling med Aclasta. Hvis du oplever disse symptomer, skal du fortælle det til din læge eller tandlæge. Lavt indhold af calcium i blodet er en kendt muig bivirkning af bisfosfonater, og calcium-indholdet kan øges igen ved at indtage tilstrækkelig calcium igennem maden, eller ved at tage calcium - og vitamin D-tilskud.
Der er set tilfælde af allergiske reaktioner, inkl. sjældne tilfælde af besvær med at trække vejret, nældefeber og angioødem (som hævelse i ansigt, tunge eller hals). Der er set enkelte tilfælde af meget alvorlige allergiske reaktioner.
Der er set tilfælde af nyresygdomme (f.eks. nedsat mængde urin) hos patienter, som behandles med Aclasta.
I sjældne tilfælde kan der forekomme usædvanlige brud på lårbensknoglen, primært hos patienter i langtidsbehandling for knogleskørhed (osteoporose). Kontakt lægen, hvis du får smerter, svaghed eller ubehag i låret, hoften eller lysken, da det kan være tidlige tegn på et muligt brud på lårbensknoglen.
Dette er ikke en komplet liste over bivirkninger. Læs indlægssedlen, og hvis du har spørgsmål om bivirkninger, skal du kontakte din læge. Hvis nogle af bivirkningerne bliver værre, eller hvis du oplever bivirkninger, der ikke er nævnt i denne information eller i indlægssedlen, bør du kontakte din læge eller sygeplejerske.
Vil Aclasta påvirke evnen til at køre bil?
Bivirkninger så som svimmelhed kan påvirke evnen til at køre bil eller betjene maskiner. Der er dog ikke lavet undersøgelser om dette med Aclasta.
Hvad kan jeg selv gøre?
Fysisk aktivitet, især vægtbærendemotion som f.eks. gåture, er vigtigt for at holde knoglerne og de omkringliggende muskler stærke og sunde.
Rygning og indtagelse af alkohol kan påvirke knoglernes tilstand. Det kan have gavnlig effekt på knoglernes sundhed, hvis du undgår rygning og begrænser indtagelsen af alkohol.
Når du har fået over 4 års Aclasta?
Skal eventuelt tandudtræk foregå hos tandkæbekirurg.