Gå til hovedindhold

Usynlige vanskeligheder efter skade på hjernen

Her kan du læse om de usynlige vanskeligheder man kan have efter en skade på hjernen.

Efter skade på hjernen som f.eks. slag mod hoved, blødning eller blodprop, infektioner og tumor, kan man få vanskeligheder med at udføre de samme opgaver som tidligere. Man kan få både synlige og usynlige vanskeligheder. De synlige vanskeligheder er ændringer, som man kan se udefra. Det kan være ændringer i motorik og evne til at bevæge sig. De usynlige vanskeligheder er ting, som er svære eller umulige at se udefra. Nogle gange bliver man først opmærksom på dem efter udskrivelse fra hospitalet, når man skal tilbage til sin hverdag.

Usynlige vanskeligheder kan f.eks. være

  • Træthed og udtrætning
  • Ændringer i syn og evne til at bearbejde synsindtryk
  • Koncentrationsbesvær
  • Hukommelsesbesvær
  • Ændringer i evnen til at formulere sig og finde ordene
  • Vanskeligheder med at have flere bolde i luften på én gang
  • Problemer med overblik og planlægning
  • Besvær med at orientere sig
  • Ændringer i humør eller væremåde

Usynlige vanskeligheder kan komme til udtryk på mange måder og have stor betydning for funktionsniveau i hverdagen både hjemme og på arbejde. De fleste vanskeligheder efter skade på hjernen bliver bedre med tiden, og mange kommer sig helt, men nogle mennesker har brug for særlige indsatser eller specifik træning, før de kan vende tilbage til deres normale hverdag.

Hvis du, efter udskrivelse fra hospitalet, oplever usynlige handicap, som varer ved, og du ikke har fået en genoptræningsplan eller kun har fået en genoptræningsplan til fysiske vanskeligheder, kan du altid kontakte neurologisk afdeling for at få vurderet, om du skal udredes yderligere med henblik på genoptræning af usynlige vanskeligheder.

Tlf.nr. 38635881

 

Til dig der er på arbejdsmarkedet

Sygemelding

Omfanget af dine vanskeligheder efter udskrivelse afgør hvor længe, du bør være sygemeldt. Hvis du ikke har fået en klar anvisning om sygemelding fra lægen ved udskrivelse, anbefales som hovedregel, at du er sygemeldt minimum 2-4 uger. Du kan begynde at planlægge din genopstart på arbejde, når du fungerer i hverdagen hjemme og kan løse hverdagsopgaver med et minimum af udtrætning. 

Genopstart på arbejde

Når du skal starte på arbejde igen, er det en god ide at lave en genopstartsplan i samarbejde med din arbejdsgiver eller nærmeste leder.

En genopstartsplan skal tage stilling til følgende:

  • Timeantal og plan for optrapning
  • Opstartsperiode
  • Arbejdsopgaver
  • Skånebehov

Timetal og genopstartsperiode

Læg ikke for hårdt ud. For langt de fleste er det godt at starte langsomt op.

Planlæg evaluering af genopstartsplanen

Planlæg evalueringssamtaler med din leder/kontaktperson, med 1-2 ugers mellemrum gennem hele genopstartsforløbet. Brug samtalerne til at evaluere og justere din genopstartsplan (timetal, opgaver, skånebehov).

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden