Gå til hovedindhold

Upadacitinib (Rinvoq), behandling med

Information til dig, der lider af kronisk tarmbetændelse (colitis ulcerosa og morbus crohn) og skal i behandling med Upadacitinib.

Upadacitinib er et lægemiddel, der anvendes mod aktiv kronisk tarmbetændelse ved colitis ulcerosa og morbus crohn, når andre immundæmpende lægemidler ikke har den tilstrækkelige virkning eller ikke tåles.

Upadacitinib tilhører gruppen af JAK-hæmmere, der hæmmer nogle af de signalstoffer (JAK-enzymer) i immunsystemet, som er med til at udvikle sygdommen.

Før behandling

Inden vi starter behandlingen, skal du have taget blodprøver og et røntgenbillede af lungerne for at sikre, at du ikke har en kronisk infektion og kontrol af dit kolesteroltal.

Sådan foregår behandlingen

Du får behandling i form af tabletter.

Den daglige dosis er: 45 mg x 1 i 8 – 12 uger.

Hvis du har god effekt af behandlingen, vil lægen tage stilling til en vedligeholdelsesdosis, som er mellem 15-30 mg dagligt. 

  • Tag din tablet på samme tid hver dag. 
  • Tabletten kan tages både med og uden mad.
  • Den skal synkes hel og må ikke knuses, deles, tygges eller knækkes.
  • Glemmer du en dosis, må du ikke tage dobbeltdosis. Du skal blot tage den næste dosis som planlagt.

Upadacitinib udleveres fra Medicinsk ambulatorie K efter aftale.

Blodprøver 

Du skal have taget blodprøver i uge 2-4-6-8 og i uge 12.  Herefter skal der tages blodprøver hver 3. måned.

Udlevering af medicin

Ved opstart vil du kun få udleveret medicin til en kortere periode, for at sikre at du kan tåle medicinen. Herefter vil du få udleveret medicin til en aftalt periode.

Du kan hente medicinen i en medicinboks, i vores ”Drop-ind” tider i ambulatoriet eller efter aftale med en sygeplejerske.

Du kan kun få udleveret medicin, hvis du får taget de planlagte blodprøver.

Bivirkninger

Du kan få bivirkninger, når du er i behandling med Upadacitinib. De fleste bivirkninger er milde til moderate, men nogle patienter kan opleve alvorlige bivirkninger, som det kan være nødvendigt at behandle.

Det er vigtigt, at du fortæller det til lægen eller sundhedspersonalet, hvis du tror du har fået bivirkninger under eller efter behandling med Upadacitinib.

Vær opmærksom på:

  • Influenzaligende symptomer, kvalme, mavesmerter, hovedpine, ledsmerter, feber, nattesved, træthedsføle eller vedvarende hoste.
  • I sjældne tilfælde kan der opstå hævelse/smerter fra ben og åndenød/brystsmerter som tegn på en mulig blodprop i ben eller lunge.

Hvis du får feber

Du skal holde pause med medicinen, hvis du får en infektion med feber over 38® C. 

Du kan genoptage behandlingen, når du ikke har feber og føler dig rask.
Ved almindelige forkølelser eller overfladiske infektioner i huden, skal du ikke holde pause med medicinen.

Graviditet og amning

Du bør ikke blive gravid i behandlingsperioden da erfaring med graviditet og behandling med Upadacitinib er sparsomme. Du bør også undgå at amme.

Vaccinationer

Da medicinen hæmmer immunforsvaret, anbefaler vi at du får den årlige influenzavaccination  og pneumokokvaccination hvert 5 år.

Unge kvinder bør blive HPV-vaccineres og følge screeningen for livmoderhalskræft.

Udlandsrejser

Det vigtigt, at du undgår lande/destinationer, der kræver vaccination med levende vacciner (hyppigst gul feber), når du er i behandling med Upadacitinib.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden