Denne information er et supplement til den mundtlige information, der gives af lægen og de øvrige fagpersoner. Det er altid muligt at få oplysningerne uddybet.
Hvad er apopleksi?
Apopleksi er det ord, der bruges om en blodprop eller en blødning i hjernen.
En blodprop kan dannes i en blodåre i hjernen eller komme fra forkalkede blodårer i hals eller hjerte.
Hvad er trombolysebehandling?
Trombolyse er en behandling, der tilsigter at opløse en blodprop i hjernen ved hjælp af lægemidlet Actilyse. Actilyse er et human enzym (findes i kroppen i forvejen) som gives i en blodåre over ca. 1 time.
Behandlingen skal påbegyndes inden 4½ time efter de første symptomer har vist sig. Dette betyder, at undersøgelser og informationer foregår hurtigt efter hinanden, så ankomsten til hospitalet kan opleves meget hektisk.
Trombolysebehandling har sjændent bivirkninger, men de vigtigste er:
- Let blødning fra næsens slimhinder eller tandkød, stedet hvor der er taget blodprøver og stedet, hvor medicinen løber ind i blodåren
- Lille øget risiko for hjerneblødning (2-4%)
Forholdsregler lige efter behandlingen
- Undgå at falde, da der er øget blødningsrisiko Det anbefales derfor, at du bliver i sengen imindst 12 timer. Ring efter sygeplejersken ved behov
- Tandbørstning inden for de første 4 timer frarådes
Sygeplejersken er oftes tilstede i de første 2 timer efter behandlingen er startet. Herefter bliver du jævnligt tilset og får checket dit blodtryk m.m.
Efter 24-36 timer gentages scanningen, hvorefter der iværksættes behandling med blodpropforebyggende medicin, så risiko for nye blodpropper reduceres. Det er vigtigt at du følger dette.
Ved behov for genoptræing overflyttes du til dit lokale hospital eller til apopleksiafsnit N11, hvis du hører til Bispebjerg Hospital.
Med denne behandling er der gode chancer for at undgå alvorlige handicap, der ofte kan være følge efter en blodprop i hjernen.
- Der vil ofte være forbud mod bilkørsel efter en blodprop, men dette vurderes individuelt
- Husk at spørge ved tvivl