Hvad er trichomonas?
Trichomonas er betegnelsen for en infektion i skeden på grund af en parasit, der overføres ved samleje.
Hvad er symptomerne?
De fleste der smittes med trichomonas, klager over øget udflåd. Udflådet er ofte gulligt/grønligt og skummende og kan være ildelugtende. Der kan også være svie ved vandladningen.
Hvordan påvises trichomonas?
Ved at undersøge lidt sekret i et mikroskop, kan man påvise parasitten.
Der kan også laves en podning der sendes til analyse på et laboratorium.
Hvordan foregår behandlingen?
Tilstanden er let at behandle. Du vil få udleveret en recept på et antibiotikum, ofte metronidazol, som er tabletter du skal tage efter lægens ordination.
Du må ikke indtage alkohol under og indtil 2 dage efter behandlingen med tablet metronidazol. Metronidazol kan virke som antabus og give svære ubehagelige symptomer ved samtidig indtagelse af alkohol.
Når du har taget tabletterne, svinder infektionen i løbet af få dage.
Mulige bivirkninger ved behandlingen
I få tilfælde kan der forekomme trykken i maven og diarré. I sjældne tilfælde kan man få allergiske reaktioner i form af hududslæt og nældefeber.
Dine partnere bør blive undersøgt?
Thrichomonas smitter ved ubeskyttet sex. For at forhindre at du smittes igen, skal din partner behandles. Det er ikke alle mænd, der mærker at de er smittet, men man anbefaler alligevel behandling.