Transanal irrigation

Denne information er til dig, der er eller skal oplæres i selv at udføre transanal irrigation. En sygeplejerske skal oplære dig i selv at gøre det.

Om transanal irrigation

Transanal irrigation er en måde at tømme tarmen på. Metoden anvendes først efter undersøgelse i Kirurgisk Ambulatorium K, hvor andre behandlingsmuligheder er forsøgt eller diskuteret.

Transanal irrigation bør kun sættes i gang i samarbejde med læge eller sygeplejerske.

Transanal irrigation kan anvendes både ved inkontinens og forstoppelse.

Afføringsinkontinens betyder, at man ikke har fuld kontrol over sin tarmfunktion og derfor ikke kan holde på afføringen.

Forstoppelse er, når afføringen ophober sig i tarmen, og det er svært at komme af med afføringen.

Hvordan gør du?

1. Forbind vandposen med konus (Colotip) - se billede. Kontroller at reguleringsventilen er lukket. Sørg for at have en krog på væggen til at hænge vandposen på - den skal hænge mindst 1,5 meter over gulvhøjde, og den skal helst ses fra toilettet.

2. Fyld 1 liter lunkent vand (ca. 37 grader) i posen (koldt vand kan give mavekramper, og for varmt vand kan give forbrændinger). Åbn reguleringsventilen og skyl igennem, så der ikke er luft i slange og pose.

3. Put eksplorationsgel på konus og før den ind i endetarmen (slangen skal være mellem benene), mens du sidder på toilettet.

4. Åbn for vandposen og lad vandet løbe ind med jævn hastighed over 5 minutter. Hastigheden på vandstrømmen kontrolleres ved at kigge på ”møllehjulet”. Skyl med ½-1 liter vand.

5. Når posen er tom eller den ønskede mængdevand er løbet ind, lukkes for reguleringsventile, og konum trækkes ud.

6. Du kan forvente, at tarmen begynder at tømme sig straks efter eller inden for kort tid. Forsøg at presse afføring ud som ved normalt toiletbesøg. Tømningstiden vil være meget individuel (ca. 20 minutter). Du vil efter et par gange få en fornemmelse af, hvornår tømningen er afsluttet.

7. Posen lufttørres eller aftørres. Konus vaskes med vand og sæbe.

OBS: Hvis der opstår pludselige smerter i forbindelse med skylningen, skal du kontakte egen læge eller ringe til Akuttelefonen på 1813.

Hvor ofte skal jeg tømme tarmen?

De første 5 dage skal du tømme tarmen hver dag. Derefter vil det som regel være hver anden/tredje dag. Det aftaler du med sygeplejersken.

Fritid/rejser

Hvis du rejser i lande, hvor du ikke kan drikke vandet i vandhanen, skal du bruge mineralvand uden kulsyre til irrigation.

Husk en transportabel krog til posen!

Hvad gør du hvis:

  • Der kommer afføring mellem skylningerne, eller du ikke har effekt af skylningnerne?

Kontakt sygeplejersken i Kirurgisk Ambulatorium K

  • Du ikke kan få vandet til at løbe ind?

Du skal sikre dig, at der ikke er luft i slangen, at den ikke er afklemt eller ligger i vandlås. Check højden på posen.

Konus kan også være tilstoppet af en afføringsknold. Flyt lidt på konus. Hvis dette ikke hjælper - kontakt da din sygeplejerske.

  • Vandet ikke løber ud af tarmen?

Hvis du er i væskeunderskud, kan tarmen optage det vand, du har hældt ind. Drik rigeligt med væske og prøv igen dagen efter. Hvis du stadig ikke opnår effekt ved at drikke rigeligt, kontakt da din sygeplejerske.

Hvordan får jeg hjælpemidlerne?

Du vil få alle hjælpemidlerne til irrigationen udleveret i Kirurgisk Ambulatorium K.

Redaktør