Tofacitinib er et lægemiddel, der anvendes mod aktiv kronisk betændelse i tyktarmen (colitis ulcerosa), når andre immundæmpende lægemidler ikke har den tilstrækkelige virkning eller ikke tåles.
Tofacitinib er et lille molekyle, der blokerer nogle proteiner (Janus-kinase enzymer) i immunforsvarets celler. Det hæmmer en del af immunsystemet, der kan skabe aktivitet i colitis ulcerosa, og symptomerne i tarmen dæmpes.
Før behandlingen
Inden du kan blive behandlet med tofacitinib skal du have taget blodprøver og et røntgenbillede af lungerne for at udelukke at du har en kronisk infektion samt kontrol af om dit kolesteroltal er normalt.
Sådan foregår behandlingen
Du får behandling i form af tabletter på enten 5 eller 10 mg
- Ofte gives startbehandling på 10 mg 2 gange om dagen i op til 8 uger
- Det følges op af en vedligholdelsesbehandling med 5 mg 2 gange om dagen.
Tabletterne kan tages både med eller uden mad, og de kan også knuses og indtages med vand.
Tofacitinib udleveres fra Medicinsk Ambulatorium K.
Blodprøver
Du skal have taget blodprøver i uge 2-4-6-8 og herefter hver 3. måned. Efter de første måneders behandling vil vi ligeledes kontrollere dit kolesteroltal.
Udlevering af medicin
Ved opstart vil du kun få udleveret medicin til en kortere periode, for at sikre at du kan tåle medicinen. Herefter vil du få udleveret medicin til en aftalt periode.
Du kan hente medicinen i en medicinboks, i vores ”Drop-ind-tider i ambulatoriet eller efter aftale med en sygeplejerske.
Du kan kun få udleveret medicinen, hvis du får taget de planlagte blodprøver.
Bivirkninger
Du kan få bivirkninger, når du er i behandling med tofacitinib. De fleste bivirkninger er milde til moderate, men nogle patienter kan opleve alvorlige bivirkninger, som det kan være nødvendigt at behandle.
Det er vigtigt, at du fortæller det til lægen eller sundhedspersonalet, hvis du tror du har fået bivirkninger under eller efter behandling med tofacitinib.
Vær opmærksom på
- Influenzalignende symptomer, kvalme, mavesmerter, hovedpine, ledsmerter, feber, nattesved, træthedsfølelse eller vedvarende hoste.
- I sjældne tilfælde kan der opstå hævelse/smerter fra ben og åndenød/brystsmerter som tegn på en mulig blodprop i ben eller lunge.
OBS: Hvis du har tegn på infektion, skal du holde pause med behandlingen.
Graviditet og amning
Du bør ikke blive gravid i behandlingsperioden, da erfaringer med graviditet og behandling med tofacitinib er sparsomme. Du bør også undgå amning.
Vaccinationer
Da medicinen hæmmer immunforsvaret, anbefaler vi at du får den årlige influenzavaccination og pneumokokvaccination hvert 5 år. Unge kvinder bør blive HPV-vaccineret og følge screeningen for livmoderhalskræft.
Udlandsrejser
Planlægger du en udlandsrejse, er det vigtigt, at du undgår destinationer, der kræver vaccination med levende vacciner (hyppigst gul feber), når du er i behandling med tofacitinib.