Gå til hovedindhold

Syfilis og behandling med Tardocillin

Tardocillin er et penicillin-præperat, som bruges til at behandle kønssygdommen syfilis. Behandlingen gives som to injektioner - en i hver hofte.

Syfilis er en seksuelt overført infektion, forårsaget af bakterien Treponema Pallidum.

Hvad er syfilis?

Syfilis er en seksuelt overført infektion, forårsaget af bakterien Treponema Pallidum. Den kaldes også ”den store imitator”, da infektionen kan give en række forskellige symptomer. Man kan have syfilis uden at have symptomer, men en blodprøve vil kunne påvise infektionen.

Hvordan smitter syfilis?

Syfilisbakterien kan overføres ved kontakt mellem hud og slimhinder. Der er størst risiko for at blive smittet, hvis man har haft ubeskyttet samleje eller ubeskyttet oralsex. Syfilis kan også smitte ved dybe kys. Infektionen kan overføres til fostret under graviditeten.

Hvad er symptomerne på syfilis?

Asymptomatisk infektion:

Man kan have syfilis uden at have symptomer, men en blodprøve vil kunne påvise infektionen. Der kan gå op til 12 uger fra smittetidspunktet, til man med sikkerhed kan konstatere syfilis ved hjælp af en blodprøve. Selv hvis man ikke har symptomer, skal man behandles hvis man tester positiv for syfilis.

Sår:

I det første stadium af syfilisinfektionen kan der udvikles et sår, kaldet et chanker, der hvor bakterien er trængt ind i kroppen. Såret opstår typisk omkring 2-4 uger efter smitte, men kan også opstå senere i forløbet.

Et typisk syfilissår vil ofte være uømt, og være lokaliseret til på penis eller vulva. Syfilissår kan også forekomme i vagina, rektum eller i munden, hvor det sjældent giver symptomer og derfor kan forblive ubemærket. I mange tilfælde vil såret være ledsaget af hævede lymfekirtler i lysken eller på halsen. Nogle gange kan der være flere sår og sårene kan også være smertefulde. Et syfilissår er meget smitsomt for seksuelle partnere. En podning fra såret vil kunne vise om der er tale om et syfilissår.

Udslæt og andre symptomer fra hud og slimhinder:

I forbindelse med infektion med syfilis når sit andet stadie, kan der opstå et rødt sammenflydende hududslæt, et sådan udslæt er ofte lokaliseret til overkroppen.

Af og til ses også røde pletter i håndflader og fodsåler, vortelignende knopper i genitalområdet eller i munden og hævede lymfekirtler. Sjældent ses pletvis hårtab.

Syfilis i andet stadie er meget smitsom ved al seksuel kontakt.

Neurosyfilis

I sjældne tilfælde kan syfilis spredes til centralnervesystemet i hjernen og give symptomer som svimmelhed, hovedpine, syns- og høreforstyrrelser, f.eks. tinnitus og lysglimt for øjnene.

Ved syfilis påvist i en rygmarvsundersøgelse, foregår behandlingen under indlæggelse på vores sengeafdeling.


Ubehandlet syfilis

Hvis syfilis ikke behandles, kan der efter en årrække opstå symptomer fra både organer, central-nervesystemet og/eller hjerte-karsystemet.

Gravide og nyfødte

En gravid med syfilis kan smitte fostret, hvilket kan medføre varige skader og i værste fald fosterdød. Det er derfor vigtigt, at behandlingen sættes ind så tidligt som muligt i graviditeten.

Syfilis hos det ufødte barn kan udvikle sig meget forskelligt. Nogle nyfødte får livstruende sygdom kort tid efter fødslen. Andre får symptomer senere i livet, hvor der kan være opstået varige skader.

Hvordan foregår behandlingen?

Syfilis behandles typisk med penicillin i form af benzathine benzylpenicillin der gives som 2 injektioner – én i hver hofte/balle. Efter injektionen skal man blive til observation i klinikken i 20 minutter.

Hvis man har haft syfilis i længere tid og ikke har nogen symptomer, gives tre behandlinger med en uges interval. Det er vigtigt, at man kommer til alle injektionerne. Hvis planen for behandlingen ikke overholdes, bliver man nødt til at starte forfra.

Ved allergi overfor penicillin benyttes et bredspektret antibiotikum kaldet doxycyklin.

Reaktioner på behandlingen

Omkring halvdelen af de patienter der behandles mod syfilis, vil 4-6 timer efter injektionen opleve at få kulderystelser og temperaturforhøjelse. Reaktionen kaldes Jarish-Herxheimers reaktion og skyldes henfald af syfilisbakterien. Symptomerne ophører indenfor 24 timer.

Symptomerne kan lindres med 1 gram paracetamol (f.eks. Pinex, Panodil eller Pamol), højst 4 gange i døgnet.

Mulige bivirkninger ved behandlingen

De fleste vil opleve ømhed fra det område hvor injektionerne er givet. I få tilfælde kan der forekomme ubehag fra mavetarmsystemet.

I sjældne tilfælde kan ses allergiske reaktioner i form af hududslæt, nældefeber og lignende. Derfor skal man blive i klinikken til observation i 20 min. efter behandling med injektion.

Kontrol efter behandling

For at sikre, at behandlingen har været effektiv, skal man have taget blodprøver 3, 6 og 12 måneder efter afsluttet behandling.

Hvornår er man smittefri?

Der kan gå op til 3 uger efter behandlingen før man er smittefri, og man skal derfor undgå seksuel kontakt og dybe kys i 3 uger. Hvis man efter 3 uger stadig har sår eller udslæt, bør man vente med at have seksuel kontakt til disse er helet. Man kan få syfilis flere gange, også kort tid efter man er behandlet.

Sexpartnere bør blive undersøgt

Det er vigtigt, at dine partnere får besked om, at de muligvis kan være smittet med syfilis og derfor bør blive undersøgt.

Du kan i klinikken få vejledning til, hvordan du informerer dine tidligere og nuværende partnere.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden