Stort arbrok, indlæggelse til operation og tiden efter udskrivelse

Information til dig, som skal opereres for et stort arbrok. Her kan du læse om indlæggelsesdagene samt hvad du kan forvente dig efter udskrivelsen.

Det er planlagt at du skal opereres for et stort arbrok. I denne pjece kan du læse om indlæggelsesdagene samt hvad du kan forvente dig efter udskrivelsen.

Dagen hvor du indlægges

Du skal møde kl. 10.00 på sengeafsnittet. Du skal tale med din kontaktsygeplejerske, som er ansvarlig for dit forløb. Hun fortæller, hvad der skal ske før, under og efter operationen, samt hvordan du selv kan bidrage til, at du får det bedste forløb efter operationen. Hun vil følge op på de områder, som du allerede har talt med sygeplejersken i ambulatoriet om.

I skal tale om, hvordan kontaktsygeplejersken kan støtte dig i at nå målet for, hvor meget du skal være oppe, hvor langt du skal gå og hvor meget du skal spise og drikke. Det kan være en god ide at have en pårørende med, så I kan aftale hvornår og til hvem vedkommende kan henvende sig, for at høre, hvordan det går dig. I planlægger også den forventede udskrivelse.

Du skal have taget blodprøver, vejes og have målt puls og blodtryk. Du skal have taget mål til det støttebælte, som du skal bruge efter operationen. Lægen fra Anæstesiafdelingen taler med dig om bedøvelsen. Kirurgen kommer og taler med dig om operationen og svarer på de spørgsmål, du måtte have.

Du kan vælge at sove på afdelingen eller gå hjem og sove.

Dagen hvor du opereres

Du må spise indtil midnat og drikke vand, saft eller lignende tynde væsker indtil kl. 6.00. Overnatter du på afdelingen vil du blive vækket kl. 6.00, hvor du skal drikke to glas sød saft og tage eventuel morgenmedicin. Herefter skal du tage et bad, hvor du skal være særligt omhyggelig med at gøre navlen ren.

Hvis du har brug for det, hjælper sygeplejersken dig. Du må hverken have smykker, makeup eller neglelak på. Sover du hjemme, foretager du dig det samme og møder på afdelingen kl. 7.00.

Sygeplejersken hjælper dig med at få støttestrømper på og giver dig en indsprøjtning med blodfortyndende medicin. Begge dele forebygger blodpropper efter operationen. Derefter kører portøren dig til operationsgangen, hvor du modtages af en operationssygeplejerske og en anæstesisygeplejerske. Kirurgen kommer og hilser på, inden du sover.

Efter operationen kommer du først nogle timer på opvågningsstuen til observation, inden du bliver kørt tilbage til sengeafsnittet sidst på eftermiddagen. Sygeplejersken hjælper dig ud af sengen, så du allerede første aften kan gå nogle skridt og sidde nogle timer i en stol. Når du er ude af sengen, skal du have dit støttebælte på. Du må gerne spise og drikke.

Du vil have et urinkateter i blæren indtil næste morgen. Du vil have et lille plastikdræn gennem huden, som fjerner overskydende væske fra såret. Drænet skal blive liggende til der kommer under 60 ml sårvæske dagligt. Du vil have to drop, et i hver hånd og et iltkateter i næsen. Du må gerne få besøgende om aftenen, når du er tilbage på sengeafsnittet, men du skal være forberedt på at være træt.

Dagene efter operationen

Om mad og drikke

Du må spise og drikke hvad du har lyst til. Du styrker kroppen ved at spise protein- og kalorierigt. Det er med til at forebygge komplikationer.

Om tarmfunktion

For at hjælpe afføringen i gang får du Magnesia® tabletter dagligt. Du kan selv hjælpe til ved at spise, drikke, tygge tyggegummi og bevæge dig. Afføringen kommer i løbet af et par dage. Hvis du normalt tager fast afføringsmiddel, skal du genoptage dette, når du kan spise.

Om operationssårene

Det store sår vil være dækket af en forbinding det første døgn for at forhindre bakterier i at trænge ind. Derefter kan du selv bestemme, om der skal være forbinding over, og du må gerne gå i brusebad.

Om at bevæge sig

Allerede få timer efter operationen skal du ud af sengen. Når du er fysisk aktiv, er det vigtigt du bærer støttebælte. Du skal dels sidde i en stol og dels gå ture. Du skal være mest muligt oppe, så du er med til at forebygge komplikationer. Fysioterapeuten kommer for at assistere dig med vejrtrækningsøvelser.

Om behandling af smerter

Smerter er ubehagelige og gør, at man gerne vil blive liggende i sengen. Det kan være svært at hoste igennem, hvis man har smerter, og man kan få lungebetændelse. Du skal kunne trække vejret frit og ubesværet. Du kan forvente, at det gør lidt ondt, når du skal ud af sengen, men det må ikke forhindre dig i at gøre det.

Smertebehandlingen

Du får smertestillende gennem et lille plastikkateter i ryggen de første to dage. Samtidig skal du tage 1g paracetamol 4 gange og 400 mg ibuprofen 3 gange dagligt. Hvis denne behandling ikke dækker dine smerter, kan du få 10 - 20 mg morfin ved behov.

Ved udskrivelsen taler kontaktsygeplejersken med dig om, hvilke smertestillende tabletter, du skal tage derhjemme.  

Udskrivelse

Vi regner med, at du kan komme hjem 3 dage efter operationen, om formiddagen. Der er nogle forhold, der skal være i orden

  • du skal kunne drikke det, du har brug for
  • du skal kunne spise rimeligt
  • du skal kunne dække smerterne med paracetamol tabletter, ibuprofen tabletter og morfin tabletter
  • du skal selv kunne tage støttebælte på eller have en til at hjælpe dig
  • du skal kunne klare at være oppe det meste af dagen
  • du skal kunne lade vandet
  • du skal være tryg ved udskrivelse
  • du skal kunne tømme drænposen, hvis det er nødvendigt at lade drænet ligge efter udskrivelse

Hvad du kan forvente dig efter udskrivelsen

Det er en god ide at få hjælp fra en pårørende til det praktiske i den første tid.

Smerter

Det er forventeligt, at der er smerter, og det kan gøre ondt et godt stykke tid. Hos nogle fortager smerten sig efter et par uger, hos andre efter et par måneder. 

Du kan tage 1 g paracetamol 4 gange i døgnet sammen med 400 mg ibuprofen 3 gange i døgnet. Hvis det ikke er tilstrækkeligt, må du supplere med morfin tabletter. (Morfin 10 - 20 mg maks. 6 gange i døgnet). Det er bedst at tage den smertestillende medicin på faste tider. Der ligger en recept på morfin til dig på apoteket. Hvis du har brug for yderligere, skal du have recepten fornyet hos din egen læge.

Afføring

Du skal fortsætte med at tage Magnesia® dagligt til du har blød afføring. Hvis du fortsat tager morfin, kan det være nødvendigt med peristaltikfremmende afføringsmiddel for at holde gang i maven. Det kunne fx. være Laxoberal® dråber, som fås i håndkøb.

Væskeansamling

Der kan forekomme en væskeansamling (serom) ved såret. Det kan føles spændt og hårdt, - næsten ligesom et brok. Ansamlingen vil fortage sig efter et par måneder.

Fysisk aktivitet

Det er vigtigt du bruger støttebæltet i 4 uger efter operationen. Støttebæltet aflaster det nydannede væv og kan støtte dig, når du er fysisk aktiv. Du må spadsere, gå på trapper, cykle forsigtigt og løfte op til 5 kg. Efter den første måned må du genoptage vanlig motion, svømning og sport, såfremt såret er helet og smerterne tillader det.

Hvis du udskrives med dræn

Hver morgen skal du aflæse på drænposen, hvor meget væske der er kommet, og efterfølgende tømmer du posen i toilettet. Det der kommer i drænposen, er lyserødt eller let blodigt. Du kontakter sengeafsnittet hver dag, og sygeplejersken vil spørge til antal milliliter og udseende på væsken. Når der kommer mindre end 60 ml på et døgn, skal du efter aftale møde på sengeafsnittet og få fjernet drænet.

Hold også øje med 

  • om området ved såret bliver rødt, varmt og ekstra ømt
  • om der ikke kommer afføring
  • om smerterne tiltager
  • om du får feber og bliver utilpas

I så tilfælde skal du ringe til afdelingen for at få vejledning, og hvis det er nødvendigt, blive indlagt.

Klips

Klipsene i såret fjernes hos din egen læge efter 14 dage.

Åben indlæggelse

Du kan henvende dig telefonisk til K5 uden først at kontakte din egen læge eller vagtlæge indtil du kommer til kontrol i ambulatoriet.

Ambulant kontrol

Du skal møde til kontrol hos den læge der har opereret dig en måned efter operationen. Her vil der blive taget et billede af dit operationsar.

Redaktør