Slidgigt i storetåen (hallux rigidus) - Behandlingsmuligheder

Behandlingsmuligheder ved slidgigt i storetåen.

Kort om slidgigt i storetåen

Årsager til slidgigt i storetåen

Slidgigt er den mest almindelige form for gigt. Slidgigt ødelægger brusken i leddet. Vi kan ikke altid fastslå årsagen til, at der udvikles slidgigt i storetåen. Hos nogle skyldes slidgigten, at der tidligere har været brud på leddet, eller at der har været andre skader. Hos andre ødelægges ledbrusken af leddegigt eller en anden gigtsygdom, fx urinsyregigt. 

Symptomer på slidgigt i storetåen

Det mest almindelige symptom på slidgigt i storetåen er stivhed og smerter.

Sådan stilles diagnosen

Vi stiller som regel diagnosen på baggrund af din sygdomshistorik. Vi kan også tage et røntgenbillede.

Behandlingsmuligheder

Fødder er forskellige fra person til person, og derfor giver vi individuel behandling og vejledning til den enkelte patient. 

Fodformet sko

I mange tilfælde kan smerterne reduceres ved at anvende fodformede sko med stiv sål og en vis gængefunktion.

Medicin

I nogle tilfælde kan gigtmedicin eller en blokade hjælpe på smerterne. 

Operation

Hvis sko eller medicin ikke reducerer smerterne, kan vi anbefale operation. Typen af operation afhænger af din tilstand. Vi kan ikke med sikkerhed vide, om operationen afhjælper smerterne.

Størstedelen af de patienter, der bliver opereret, mærker en bedring efter operationen. Du skal dog forvente ømhed og hævelse i foden i 3-6 måneder efter operationen.

Lægen, der skal operere, vurderer, hvilken operation der passer bedst i dit tilfælde. Efter operationen får du udleveret en beskrivelse af operationen og en plan for, hvordan du skal forholde dig efter operationen.

Oprensning (Cheilektomi)

Hvis du har let slidgigt, vælger vi ofte en oprensning, som vi også kalder en kegleoperation. Ved denne operation fjerner vi knoglefremspring, særligt på oversiden af tåen. I nogle tilfælde borer vi små huller i andre områder af brusken for at øge dannelsen af arvæv hen over defekten. 

Oprensning lindrer symptomerne på slidigt men fjerner ikke selve sygdommen. I nogle tilfælde kan det derfor blive nødvendigt med andre indgreb. 

Stivgørende (Dese)

Ved denne operation fjerner vi ledfladerne med det ødelagte brusk og sætter knoglerne sammen med skruer og eventuelt en skinne. Vi forsøger at få storetåen til at pege lidt opad for at gøre det lettere at gå efter operationen. 

Efter denne operation kan du ikke længere bevæge storetåens grundled, men du kan stadig bevæge storetåens yderled. 

Kunstigt led (protese)

Ved denne operation fjerner vi den slidte brusk og sætter et kunstigt led ind. Efter operationen vil de fleste stadig kunne bevæge storetåens led godt. Et kunstigt led skiftes efter 8-10 år. 

Redaktør