Polypper i endetarm, operation med Transanal Endoskopisk Mikrokirurgi (TEM)

Denne information er til dig, der skal have fjernet polypper eller mindre kræftknuder i endetarmen ved TEM. I pjecen kan du læse om operationen, hvordan den foregår, om mulige komplikationer, og hvad du kan forberede dig på, inden du skal indlægges.

Det er planlagt, at du skal opereres med TEM. I denne pjece kan du læse om operationen, hvordan den foregår, om mulige komplikationer, og hvad du kan forberede dig på, inden du skal indlægges.

Hvad er TEM?

TEM er en teknik, der kan anvendes ved godartede polypper i endetarmen, der ikke er egnede til at blive fjernet ved almindelig kikkertundersøgelse. I udvalgte tilfælde vælger vi også at fjerne mindre kræftknuder med TEM.

Forberedelse til operationen

Du skal være opmærksom på, at en kikkertoperation af endetarmen kræver forberedelse. Det er fordi, tarmen skal være tom og ren, for at vi kan gennemføre operationen.

Hvis du i forvejen ved, at du har tendens til hård mave/forstoppelse, kan det være en fordel at tage ekstra udrensning nogle dage før operationen. Kontakt da venligst Kirurgisk Ambulatorium K med henblik på vejledning til ekstra udrensning.

Tager du blodfortyndende medicin?

Hvis du er i AK-behandling, dvs. tager blodfortyndende medicin, skal du være opmærksom på at holde pause med medicinen inden operationen. Lægen, der skal operere dig, vil give dig besked om, hvordan og hvor længe, du skal holde pause med din blodfortyndende medicin.

Du skal gå i gang med at rense tarmen ud dagen før undersøgelsen. Du skal bruge et lægemiddel til udrensningen, som du skal anskaffe dig i god tid.

Læs venligst vedlagt information omkring udrensningen. Her kan du også læse, hvordan du skaffer den udrensning, du skal bruge.

Bedøvelse

Operationen foregår under fuld bedøvelse. Narkoselægen vil fortælle dig nærmere om bedøvelsen, som du også kan læse mere om i pjecen ”Når du skal bedøves”.

Operationen

Ved operationen føres en kort kikkert ind i endetarmen. Vi opererer gennem kikkerten og fjerner polyppen/knuden. Såret i tarmvæggen lukker vi med en indvendig syning. I sjældne tilfælde er det nødvendigt at sy tarmvæggen udefra. Det kræver adgang med kikkertudstyr gennem bugvæggen.

Det stykke tarm, vi fjerner, sender vi til vævsundersøgelse. Du får efterfølgende svar på vævsundersøgelsen af den læge, der har opereret dig. I vil sammen lægge en plan for den fortsatte kontrol og eventuelle behandling.

Under operationen giver vi dig forebyggende antibiotika i et drop.

Kan der opstå komplikationer?

Ved enhver operation er der risiko for komplikationer enten som følge af det kirurgiske indgreb eller som følge af bedøvelsen. Hos i øvrigt raske personer er alvorlige komplikationer dog sjældne.

I enkelte tilfælde kan der opstå infektion ved stedet, hvor polyppen/knuden er fjernet. Dette kan som regel håndteres ved en ny, mindre operation. Yderst sjældent bliver det nødvendigt med en større operation, der fører tarmen ud på forsiden af bugvæggen (stomi). Blødning er en anden sjælden komplikation, som også kan kræve en ny operation.

Efter operationen

Dagen efter operationen vil du få mulighed for at tale med din personlige læge. Herefter kan du forvente at blive udskrevet. Der er nogle kriterier, som skal være opfyldt, for at du kan komme hjem:

  • Du skal kunne spise og drikke
  • Du skal ikke have flere smerter, end hvad der kan dækkes med almindelige hovedpinepiller (paracetamol), evt. suppeleret med lidt morfin
  • Du skal kunne klare at være ude af sengen meget af dagen
  • Du skal kunne tisse normalt og have tarmfunktion (pruttet og/eller afføring)

Hvis du er i arbejde, kan du gå i gang igen, når du føler dig frisk nok. Det vil som regel være efter et par dage.

Forventninger til dig som patient

Det kræver en særlig indsats og ekstra energi at komme sig efter en operation. For at du kan komme hurtigt hjem efter operationen og genoptage dit daglige liv, er det vigtigt, at du selv hjælper til med

  • at komme hurtigt ud af sengen og bevæge dig rundt i afdelingen
  • at drikke tilstrækkeligt og spise almindelig mad
  • at supplere med mellemmåltider og tilskudsdrikke, så du får tilstrækkelig næring.

Vi anbefaler, at du har forberedt din udskrivelse, så du ved, hvem af dine pårørende, du kan få hjælp fra, hvis det skulle blive nødvendigt. Det er en fordel, hvis du inden operationen har fået købt ind, vasket tøj og forberedt andet praktisk, som der vil være mindre overskud til som nyopereret.

Vi vil gennemgå disse ting med dig, når du kommer til samtale hos sygeplejersken i ambulatoriet og igen ved indlæggelsen.

Redaktør