Oxcarbazepin (Oxcarbazepin, Trileptal, Apydan) - behandling

Beskrivelse af medicinsk behandling af hovedpine/migræne med præparatet Oxcarbazepin (Oxcarbazepin, Trileptal, Apydan)

Oxcarbazepin anvendes til behandling af nervesmerter

Præparatet

Det er velkendt, at et medikament kan virke på mere end en sygdom. For eksempel virker Magnyl smertestillende samtidigt med, at det virker forebyggende mod blodpropper.  Oxcarbazepin er udviklet til behandling af epilepsi. Videnskabelige undersøgelser har vist, at det også har en smertereducerende virkning på trigeminusneuralgi. Når vi udskriver præparatet til dig, er det altså ikke for at behandle epilepsi, men fordi vi har en forventning om, at det vil kunne reducere dine smerter.

Bivirkninger

De mest almindelige bivirkninger er træthed, kvalme, opkastning, hovedpine, svimmelhed, søvnighed, lavt saltniveau i blodet og dobbeltsyn. Desuden kan der bl.a. forekomme mavesmerter, knogleskørhed, forstoppelse, diarré, rysten, styringsbesvær af arme og ben, koncentrationsbesvær og hukommelsesbesvær. Langvarig behandling med visse midler mod epilepsi øger risikoen for udvikling af knogleskørhed (osteoporose). Hvis du og din behandlende læge forventer, at du skal være i behandling med oxcarbazepin i mindst 2 år, bør du gå til din egen privatpraktiserende læge med henblik på stillingtagen til behov for udredning (DEXA-skanning) og behandling (calcium og vitamin D).

Virkningsmekanisme

Oxcarbazepin virker ved at stabilisere nervecellerne.

Forsigtighedsregler

Bør ikke bruges ved visse former for hjertesygdomme. Oxcarbazepin kan påvirke omsætningen af andre lægemidler. Saltniveauet i blodet (natrium) bør kontrolleres jævnligt. Forsigtighed tilrådes ved motorkørsel og maskinbetjening.

Før behandlingsopstart

Inden du starter på behandlingen, skal der foreligge et hjertekardiogram (ekg) samt følgende blodprøver: Hæmoglobin, trombocytter, leukocytter, levertal, nyretal og væsketal. Efterfølgende skal natrium kontrolleres i blodet med jævne mellemrum.

Hvilken dosis skal man tage 

Normalt starter man med 150 mg 2 gange dagligt, stigende hver 3. dag med 150 mg.

DagMorgenAften
1.-3. 150 mg150 mg
4.-6.150 mg300 mg
7.-9.300 mg300 mg
10.-evt. yderligere stigningevt yderligere stigning

Tabletterne tages med cirka 12 timers interval. Optrapning med 150 mg hver 3. dag og skal fortsætte, til der er god effekt eller for mange bivirkninger, dog højst optrapning til 1800 mg dagligt fordelt på 2 doser. Dosisøgning herefter efter aftale med lægen.

Redaktør