Et neurom er en fortykkelse af en nerve. Hvis nerven bliver klemt eller overbelastet, kan det give irritation og smerte i foden og ud i tæerne. Irritationen kan få nerven til at hæve, og det kan danne en nerveknude (Mortons neurom), som giver smerter og ubehag.
Årsag til nerveknude
Nerveknuden opstår, fordi nerven i foden bliver udsat for tryk og irritation ved overbelastning af forfoden. Tilstanden er sjælden, og den er mest udbredt blandt motionsløbere og personer, som benytter fodtøj med dårlig pasform. Andre typer af fodlidelser som forfodsnedfald, hammertæer og knyster kan også have indflydelse på udviklingen af en nerveknude.
Symptomer på nerveknude
De mest almindelige symptomer på en nerveknude er smerter i fodsålen, som kan stråle ud i tæerne og benet. Smerterne kan komme, når du bruger sko, der klemmer, eller når du overbelaster din fod. Efterhånden kan der ske en gradvis forværring, hvor smerterne kan være der hele tiden.
Sådan stilles diagnosen
Vi stiller som regel diagnosen ved at mærke på foden ved at trykke mod nerven mellem knoglerne i forfoden fra oversiden eller undersiden. Du vil ofte få smerter, hvis du har en klemt nerve. Det samme sker, hvis forfoden klemmes fra side til side, eller hvis du bøjer tæerne kraftigt opad.