Du skal opereres for en nerveknude i foden. En nerveknude er en fortykkelse af en af de nerver, der går ud i tæerne. Den opstår, når nerven er blevet klemt eller overbelastet. Det kan give smerter og føleforstyrrelser i forfoden og i tæerne.
Formålet med operationen er at lindre eller fjerne smerterne ved at fjerne nerveknuden. Efter operationen vil du have permanent tab af følesansen i det område, nerven gik ud til. Det vil sige mellem og under tæerne.
Størstedelen af de patienter, der bliver opereret, mærker en bedring efter operationen. Nogle patienter oplever, at de stadig har smerter i foden efter operationen. Du skal forvente ømhed og hævelse af foden i op til 3 måneder efter operationen.