Mavesæk - røntgenundersøgelse (ventrikel med peroralt kontraststof)

Ved en røntgenundersøgelse af maven bruges der kontraststof til at gøre røntgenbillederne af mavesækken synlige.

Kort om undersøgelsen

Du skal have lavet en røntgenundersøgelse af din mavesæk. Vi bruger kontraststof til at gøre mavesækken synlig på røntgenbillederne.

Du skal forvente, at undersøgelsen varer cirka 30 minutter, men det er en god idé at afsætte ekstra tid, da der kan opstå ventetid.  

Vigtig forberedelse

Mød fastende

Du skal møde fastende. Det betyder, at du ikke må spise og drikke de sidste 6 timer før din aftale. Det gælder også pastiller og tyggegummi. Resultatet af undersøgelsen kan ikke bruges, hvis du har noget i mavesækken. Hvis du har diabetes, gælder nogle særlige forholdsregler. Du skal derfor kontakte den læge eller afdeling, der har henvist dig, og tale om, hvordan du skal forholde dig til fasten inden undersøgelsen.

Tag din medicin med et lille glas vand

Op til undersøgelsen kan du tage din vanlige medicin med et lille glas vand, selvom du faster.

Kontakt os, hvis du er gravid

Hvis du er eller kan være gravid, er der særlige forholdsregler. Du skal derfor kontakte os inden undersøgelsen.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Lad så vidt muligt smykker, kontanter og andre værdier blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

Undersøgelsen

Fjern bælter, smykker med mere inden undersøgelsen

Smykker og nogle typer af tøj med fx knapper, lynlåse og pailletter forstyrrer røntgenbillederne. Du vil derfor blive bedt om at fjerne smykker og eventuelt tøj fra det område, der skal undersøges.

Undersøgelsen

Du starter med at drikke et glas kontrastvæske og en mundfuld danskvand, som gør mavesækken synlig på røntgenbillederne.

Du ligger ned, mens vi via røntgenapparatet følger kontrastvæskens passage gennem mavesækken og den første del af tyndtarmen. Du vil blive bedt om at vende og dreje dig på lejet, så mavesækken kan fotograferes fra alle vinkler. Undervejs beder vi dig eventuelt om at drikke mere kontrastvæske.

Efter undersøgelsen

Du kan få forstoppelse

Kontraststoffet kan give dig forstoppelse. Det hjælper at drikke rigeligt med væske (1-2 liter) og at spise groft brød, grøntsager og frugt efter undersøgelsen. Desuden kan din afføring se lysere ud end normalt de første dage.

Svar på undersøgelsen

Du får svar fra den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen. Du kan også se svaret på undersøgelsen på www.sundhed.dk eller på www.minsundhedsplatform.dk.

Få mere viden

Redaktør