Lungerne - kikkertundersøgelse med vævsprøve

Ved undersøgelsen tager vi vævsprøver fra lymfeknuderne ved bronkierne og ude i det fine lungevæv.

Kort om undersøgelsen

Når du skal have lavet en kikkertundersøgelse af lungerne, undersøger vi slimhinden i dit luftrør og tager vævsprøver fra lymfeknuderne ved bronkierne og ude i det fine lungevæv.

Selve undersøgelsen varer cirka 30–45 minutter, men du skal sætte hele dagen af. Der går tid med forberedelse til undersøgelsen, og bagefter holder vi øje med dig i cirka 1 time for at sikre os, at du har det godt, inden du tager hjem.

Vigtig forberedelse

Hold pause fra blodfortyndende medicin

Hvis du tager blodfortyndende medicin, skal du holde pause med den op til undersøgelsen, som vi har aftalt med dig til forundersøgelsen. Da medicin, der indeholder acetylsalicylsyre, virker blodfortyndende, skal du også undgå dette i 3 dage op til undersøgelsen. Kontakt os, hvis du har spørgsmål.

Tag din øvrige medicin med et lille glas vand

Op til undersøgelsen kan du tage din øvrige medicin med et lille glas vand, selvom du faster. Du skal tage medicinen senest 2 timer før undersøgelsen.

Undgå rygning

Du skal stoppe med at ryge senest 6 timer inden undersøgelsen. Spørg din egen læge, i din kommune eller på hospitalet, hvis du har brug for støtte og vejledning.

Mød fastende

Du skal faste inden undersøgelsen. Det vil sige:

  • 6 timer før din undersøgelse skal du stoppe med at spise.
  • 6 timer før skal du stoppe med at drikke mælkeprodukter og juice med frugtkød. Du må heller ikke drikke mælk i din kaffe eller te.
  • 2 timer før skal du stoppe med at drikke alle former for kold og varm væske. Vi anbefaler, at du som det sidste drikker et stort glas saft. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed.

Din mavesæk skal være tom for at undgå, at der løber maveindhold op i lungerne, mens du er bedøvet.

Fjern makeup, neglelak og smykker

Under undersøgelsen sætter vi et måleapparat på en af dine fingre, som måler iltmætningen i dit blod. Derfor skal du fjerne neglelak og kunstige negle inden din undersøgelse. Du skal desuden fjerne al make-up hjemmefra. Tag ur, smykker og piercinger af og lad dem blive hjemme. Du har selv ansvaret for de ting, du tager med. Hospitalet erstatter som udgangspunkt ikke tabte eller stjålne ting.

På hospitalet 

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved undersøgelsen

Du får lagt et drop

Vi lægger et drop, så vi kan give dig medicin og væske, hvis det bliver nødvendigt.

Fortæl os, hvis du har kunstige tænder

Du skal fortælle os, hvis du bruger fx tandprotese eller har stifttænder, så vi kan tage hensyn til det.

Du bliver bedøvet

Du får en sløvende indsprøjtning, inden vi undersøger dig, så du falder i søvn. Du bliver også lokalbedøvet i luftvejene.

Undersøgelsen

Vi gennemlyser nogle gange lungerne med røntgenstråler eller bruger ultralyd, så vi kan se levende billeder på en skærm. Når bedøvelsen virker, fører lægen en kikkertslange ned i dit luftrør via næsen eller munden, undersøger luftvejene og tager prøver, som bliver undersøgt for celleforandringer og bakterier.

Du skal faste efter undersøgelsen

Du skal faste i op til 1 time efter undersøgelsen, mens vi holder øje med, hvordan du har det. Du har været bedøvet i svælget og kan derfor risikere at få noget galt i halsen. Vi tilbyder dig lidt at spise og drikke, inden du skal hjem.

Du får taget et røntgenbillede

Vi tager et røntgenbillede for at se, om alt er, som det skal være.

Risiko ved undersøgelsen

Ved nogle undersøgelser er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det. 

Sammenklappet lunge (hyppighed: sjældent)

Lungen kan klappe sammen. Hvis det sker, skal du have lagt et dræn i lungehulen, som hjælper lungen med at folde sig ud. Du skal være på hospitalet, så længe du har drænet siddende.

Hjemme igen

Forholdsregler efter beroligende medicin

Hvis du har fået beroligende medicin, må du ikke selv køre bil eller betjene maskiner resten af dagen. Det skyldes, at medicinen nedsætter din evne til at reagere hurtigt og kan gøre dig træt. Selvom du føler dig frisk, kan du fortsat være påvirket af medicinen, og det vil fx være strafbart at køre bil.

Reagér på smerter eller åndenød

Får du ondt eller svært ved at trække vejret, når du kommer hjem, skal du kontakte os eller Akuttelefonen på 1813. Det kan være tegn på, at din lunge er klappet sammen.

Du kan være øm

Det er normalt at være øm i halsen og brystet i et par dage efter undersøgelsen. Du kan tage smertestillende medicin med paracetamol mod ømheden.

Du kan hoste blod op

Efter undersøgelsen kan du hoste lidt blod op. Det er helt normalt og forsvinder igen.

Du kan få feber

Behandlingen kan give feber og influenzalignende symptomer. Feberen varer typisk 1-2 dage og går over af sig selv.

Svar på undersøgelsen

Du kan forvente at få svar på undersøgelsen inden for cirka 10-14 hverdage.

Få mere viden

Redaktør