Lisinopril (Cardiostad) - behandling

Beskrivelse af medicinsk behandling af hovedpine/migræne med præparatet Lisinopril (Cardiostad)

Lisinopril er udviklet til behandling af forhøjet blodtryk, men det har senere vist sig at have en forebyggende effekt på migræne.

Præparatet

Det er velkendt, at et medikament kan virke på mere end én sygdom. For eksempel virker Magnyl smertestillende samtidigt med, at det virker forebyggende mod blodpropper.

Lisinopril er udviklet til behandling af forhøjet blodtryk, men det har senere vist sig også at have en forebyggende effekt på migræne. Når vi udskriver præparatet til dig, er det altså ikke for at sænke dit blodtryk, men fordi det forhåbentlig kan bedre din migræne.

Bivirkninger

Lisinopril tolereres generelt godt. Præparatet nedsætter sjældent et normalt blodtryk. Hos patienter med lavt blodtryk ses der svimmelhed, når man rejser sig. Desuden kan der forekomme tør hoste, opkastning, diarré, hovedpine og nyrepåvirking. NSAID-præparater (midler mod gigt og smerter) kan nedsætte virkningen af Lisinopril og samtidig øge risikoen for nyrepåvirkning.

Virkningsmekanisme

Lisinopril virker muligvis forebyggende mod migræne ved at stabilisere blodkarrene, men man kender ikke den nøjagtige virkningsmekanisme.

Før behandlingsopstart

Inden du starter på behandlingen, skal du have målt puls og blodtryk. Du skal endvidere have taget en blodprøve med henblik på nyretal. Når du har taget fuld dosis i nogle uger, skal du atter have kontrolleret dine nyretal.

Hvilken dosis skal man tage?

Normalt starter man med at tage 10 mg en gang dagligt i en uge. Herefter 20 mg en gang dagligt. Ved manglende effekt efter 2 måneder trappes der ned til 10 mg dagligt i en uge, hvorefter der stoppes.

Redaktør