Lichen simplex chronicus

Lichen simplex chronicus eller neurodermatitiser betegnelsen for et eksem som ofte sidder påhuden på de ydre kønsdele.

Hvad er lichen simplex chronicus?

Lichen simplex chronicus eller neurodermatitis er betegnelsen for et eksem som ofte sidder på huden på de ydre kønsdele.

Lichen simplex chronicus er ikke en kønssygdom, og der er ikke tale om en allergi. Man kender ikke årsagen til lichen simplex chronicus, men stress kan udløse og forværre eksemet. 

Det er ofte yngre voksne, som rammes af Lichen simplex chronicus. 

Der er ikke nogen dansk betegnelse for tilstanden.

Hvad er symptomerne?

Det dominerende symptom er kløe, og typisk klør man sig ubevidst om natten.

Huden på de ydre kønsdele bliver fortykket og samtidig kan den blive skællende og rød.

Huden kan i perioder være forkradset med småsår.

Hvordan påvises simplex chronicus?

Ofte er det nok at se på huden, som er præget af eksemtilstand på et meget begrænset område. Det er sjældent nødvendigt at foretage yderligere undersøgelser.

Hvordan foregår behandlingen?

De fleste patienter med lichen simplex chronicus kan hjælpes med en kombination af salvebehandling og rådgivning.

Behandlingen foregår sædvanligvis med binyrebark-hormonsalve (steroid). Normalt anvendes en stærkt virkende steroid daglig i 2-3 uger for at reducere tilbøjeligheden til kløe.

Samtidig bør man så vidt mulig undlade at kradse og klø i eksemet, da det er medvirkende til at vedligeholde tilstanden.

Ved mere kroniske forløb kan man anvende steroid-behandlingen i perioder eller som alternativ forsøge at anvende Protopic-salve, som kan have en eksemdæmpende virkning.

Skal man komme til kontrol?

Nej, der er normalt ikke behov for at kontrollere patienter med dette eksem.

Hvis symptomerne ikke bedres på salve-behandlingen, kan det være hensigtsmæssigt at blive undersøgt hos en hudlæge for at sikre, at man ikke har udviklet allergi overfor de salver og cremer, der anvendes mod eksemet.

Redaktør