Hvad er lichen planus?
Lichen planus er en betændelsestilstand, som rammer hud- og slimhinder. Lichen planus er ikke en kønssygdom.
Hos langt de fleste patienter med lichen planus kender man ikke årsagen til sygdommen.
Lichen planus ses hyppigt hos voksne i 30-60 års alderen og lige hyppigt hos begge køn. I sjældne tilfælde kan visse medikamenter og leverbetændelses-virus (Hepatitis C) udløse lichen planus.
Der findes ikke nogen dansk betegnelse for sygdommen.
Hvad er symptomerne?
Når sygdommen sidder på huden
Når sygdommen sidder på huden, opstår små kløende, kantede, lilla-røde knopper hyppigst lokaliseret til håndled, skinneben, lænden, fødder og hænder.
Slimhindeforandringer ses hos 30-70%, og ikke sjældent er slimhindeforandringer eneste tegn på sygdommen.
Lichen planus kan ses på de ydre kønsdele, ved skedeindgangen, hvilket giver anledning til følgende symptomer:
- Smerter, svie og brænden
- Smerter ved samleje
- Kløe
- Udflåd som kan være betændt og evt. blodigt
Der kan undertiden opstå forsnævning i skeden eller ved skedeindgangen.
Mange med lichen planus ved kønsdelene har også lichen planus i mundhulen på gummer, tunge eller kindslimhinden.
Ved udbrud af lichen planus på penis er der ofte ikke ubehag.
Symptomer når sygdommen sidder på slimhinderne
- Rødme af slimhinden
- Slimhinden er tynd, glatskinnede uden de normale slimhindefolder
- Der kan være hvidlige striber i slimhinden
- Tendens til overfladiske sår
- Små rødlige eller violette, flade knopper på forhuden og penishovedet.
- Lichen planus på penishovedet er ofte ringformede.
Hvordan påvises lichen planus?
Det er ofte nødvendigt at tage en lille vævsprøve, som undersøges i mikroskop for sikkert at påvise sygdommen.
Hvordan foregår behandlingen?
De fleste kan hjælpes med behandling enten med cremer eller tabletter.
Cremebehandling
Man anvender ofte stærktvirkende binyrebarkhomon creme (steroid) f.eks. Dermovat.
Behandlingen gives ofte dagligt i 4-6 uger. Herefter påsmøres salven 2-3 gange om ugen. Hvis symptomerne svinder, kan man holde en pause. Behandlingen genoptages, hvis symptomerne atter opstår.
Hvis steroid creme ikke har tilstrækkelig effekt, kan man forsøge behandling med andre typer creme, som fx. Protopic eller Elidel. Der findes ikke erfaring med længerevarende behandling med disse midler ved lichen planus.
Tabletbehandling
Er der udtalte symptomer, som ikke bedres på behandling med steroid creme, kan der være effekt af tablet behandling med et af følgende midler: Azathioprin eller Ciclosporin.
Skal du komme til kontrol?
Lichen planus på huden vil ofte svinde spontant i løbet af 1-2 år, mens hvis lichen planus sidder på slimhinderne, kan det give et mere kronisk eller længerevarende forløb. I disse tilfælde anbefales det, at man bliver undersøgt af læge ca. 1 gang årligt, da der er en lille forøget risiko for at udvikle celleforandringer og cancer på slimhinden.