Gå til hovedindhold

Kronisk pilonidalcyste, operation med fedtcelletransplantation

Information til dig, der er indstillet til behandling af en kronisk pilonidalcyste med fedtcelletransplantation.

Der kan være forskellige årsager til, at du er indstillet til behandling af en pilonidalcyste med fedtcelletransplantation. Du kan enten tidligere være blevet opereret for en pilonidalcyste og have oplevet manglende heling, eller din sygdom kan sidde tæt på endetarmsåbningen, hvilket kan være en udfordring at operere.   

Forbered dig til operationen 

Røg- og nikotinfri

Helingsprocessen er afgørende for det endelige resultat, og nikotin nedsætter sårheling og øger risikoen for infektioner. Derfor skal du være røg- og nikotinfri i minimum 6 uger før operationen samt 8 uger efter. 

C-vitamin

Fedtceller elsker C-vitamin, og derfor skal du indkøbe og tage et tilskud af C-vitamin 1 g dagligt i 3 måneder efter operationen.

Sådan foregår operationen

Operationen foregår i fuld bedøvelse og varer ca. 1 time. 

Vi lægger lokalbedøvelse i det område på hofterne, hvor fedtet skal høstes. Lokalbedøvelsen holder typisk i 12 timer. Under proceduren suger vi max 80 ml fedt, som herefter centrifugeres og klargøres. 

Pilonidalcyste-såret renses op, og det klargjorte fedt sprøjtes ind omkring det. Såret vil som oftest blive ladt åbent. 

Efter operationen 

Efter en kort opvågning på Dagkirurgisk Afsnit K bliver du udskrevet.

Du kan få blå mærker (hæmatomer), der hvor fedtet er høstet fra. I meget sjældne tilfælde kan der opstå dødt væv og hul på tarmen i forbindelse med fedtsugningen. 

Der vil være 1-2 meget små operationssår i området, hvor fedtet er høstet. De vil være dækket med små plastre og vil være pakket ind i gaze, der skal fjernes 24 timer efter operationen.

Smerter 

Du kan forvente smerter/ømhed, der hvor fedtet er høstet og lette smerter ved pilonidalcyste-såret. 

Vi anbefaler, at du fortsætter med nedenstående medicin på følgende faste tider i 3 dage efter operationen:

Tidspunkt:Kl. 08Kl. 12Kl. 15Kl. 17Kl. 22
Tablet paracetamol á 500 mg,
2 tabletter
 
Tablet ibuprofen á 400 mg,
1 tablet
  

Du vil få nogle tabletter med morfin med hjem, til hvis du får stærkere smerter. Smerterne fortager sig i løbet af de første 2-4 uger. 

Vi forventer, at du før operationen har købt paracetamol (Pinex®/Pamol®/ Panodil®) og ibuprofen (Burana®/Ipren®/Ibumetin®). 

Det er vigtigt, at du tager den anbefalede smertestillende medicin. Sår heler bedre, hvis du ikke har mange smerter. Du vil også være mere tilbøjelig til at være fysisk aktiv, når du er godt smertedækket.

Antibiotika

Du skal have antibiotika Ciprofloxacin 500 mg x 2 i 5 dage efter operationen. Du får også antibiotika under operationen, og det kan - i kombination med alkohol - give en antabuslignende reaktion (rødme, kvalme, opkastning og dunkende hovedpine). Derfor må du heller ikke drikke alkohol i de første 3 dage efter operationen.

Du skal regne med at være sygemeldt 1-2 uger alt efter studie/jobtype.

Operationssår

Der vil være 1-2 meget små operationssår i området på hofterne, hvor fedtet er høstet. De vil være dækket med små plastre og forbinding, som du skal fjerne 24 timer efter operationen. Det samme skal du gøre, med forbindingen der sidder mellem ballerne. 

Du kan forvente at få blå mærker i området hvor fedtet er høstet. I yderst sjældne tilfælde kan der opstå infektion eller dødt væv i forbindelse med fedtsugningen.

Hygiejne og bad

Vi anbefaler, at du bruser området med en håndbruser og lunkent vand morgen, aften og efter afføring, hvis området bliver forurenet. Du skal undgå at vaske såret med sæbe. Indtil såret er helet, kan det sive med blod og sårvæske. Du kan evt. bruge et trusseindlæg. 

Vi fraråder svømmehal, karbad eller pool, før såret er lukket pga. risiko for infektion. 

Fysisk aktivitet og sygemelding 

For at sætte gang i sårhelingsprocessen er det vigtigt at sikre en god blodforsyning i området. Derfor skal du undgå at cykle og sidde på hug og ikke lave hårde, fysiske aktiviteter de første 2 uger efter operationen. Bortset fra det, er fysisk aktivitet generelt godt for sårheling, og derfor anbefaler vi, at du går ture.

Hår

Det er meget vigtigt, at du holder operationsområdet fri for hår. Derfor skal du fjerne hår 1-2 gange ugentligt. Jo bedre hårene fjernes, jo mindre er risikoen for et langvarigt forløb eller en re-operation. Det kan enten være en pårørende eller en hjemmesygeplejerske, der hjælper dig. Vi kan i forbindelse med din udskrivelse skabe kontakt til hjemmesygeplejen.

Anvend først en ren hårtrimmer, næsehårstrimmer eller engangsskraber til at fjerne behåring imellem ballerne. Brug derefter en pincet til at sikre, at alle hår omkring såret/åbningerne er væk.

Kontrol 

Du vil komme til helingskontrol 6 og 12 uger efter operationen hos en kirurg. Hvis der ikke er fuld heling ved den sidste kontrol, vurderer vi, om du skal tilbydes en re-operation.

Er du blevet syet med sting ved operationen, skal de fjernes hos din egen læge efter 14 dage. 

Åben telefonkontakt

Du har Åben telefonkontakt til os i 3 døgn efter operationen. Det betyder, at du kan kontakte os direkte uden først at kontakte din praktiserende læge.

På hverdage kl. 16.00-07.00 og i weekender, hvor Kirurgisk Ambulatorium K er 
lukket, kan du kontakte Kirurgisk Modtageafsnit KMO på telefon 38 63 56 35.

Efter de 3 døgn skal du kontakte din praktiserende læge, hvis du har spørgsmål eller får det dårligt.

Hvis du får det dårligt

Du skal kontakte os, hvis:

  • du får feber over 38 grader
  • du får tiltagende smerter
  • dit operationssår bliver varmt, rødt, ømt og hævet
  • det flyder med tykt pus fra såret
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden