Kondylomer- behandling med Imiquimod, Aldara

Kondylomer (kønsvorter) er en kønssygdom, der skyldes virussen human papilloma virus (HPV). HPV smitter primært ved ubeskyttet seksuel kontakt. Kondylomer kan behandles med Imiquimod's, hvis handelsnavn fx. er Aldara®

Hvad er kondylomer?

Kondylomer - også kaldet kønsvorter - er en kønssygdom, der skyldes infektion med et virus, der hedder Human Papilloma Virus (HPV).

HPV smitter primært ved ubeskyttet seksuel kontakt.

Kondylomer er små stilkede eller blomkålslignende vorter på huden eller slimhinderne ved kønsdelene. Hos kvinder sidder de ofte ved skedeindgangen og på kønslæberne. Hos manden sidder de ofte på forhuden, men kan også ses andre steder på penis. Hos både kvinder og mænd kan der sidde kondylomer ved endetarmsåbningen.

Hvor udbredt er kondylomer?

Kondylomer er en af de mest almindelige kønssygdomme. Ca. 1-2% af alle seksuelt aktive unge har kondylomer. Man regner dog med, at ca. 10 gange så mange er smittet med HPV.

Hvordan smitter HPV?

HPV og kondylomer smitter ved ubeskyttet sex. Det er ikke sikkert, du får kondylomer, selvom du er smittet med HPV. Hvis du får kondylomer, kan der gå fra uger til måneder, før de bliver synlige. Derfor er det vanskeligt at vide, om du er smittet, og hvornår du er smittet.

Når du én gang er smittet, kan der være risiko for, at du med mellemrum vil få kondylomer resten af livet. Mange oplever dog kun et enkelt tilfælde af kondylomer, hvis det er lykkedes immunforsvaret at bekæmpe virus i kroppen.

Hvad er Imiquimod?

Imiquimod's handelsnavn er fx. Aldara®.

Imiquimod er en creme til behandling af kondylomer. Imiquimod indeholder stoffet imiquimod, som virker på de celler i huden, der er smittet med HPV ved at stimulere immunforsvaret. Imiquimod er virksomt ved kondylomer på de ydre kønsdele.

Hvordan foregår behandlingen?

Du skal selv foretage behandlingen hjemme. Det er derfor en forudsætning, at du selv kan se kondylomerne og er i stand til at påføre cremen.

Imiquimod skal anvendes 3 gange om ugen, fx mandag, onsdag og fredag. Cremen smøres på kondylomerne om aftenen, inden du går i seng.

Cremen skal have lov til at virke i mindst 8 timer, uden at du vasker området.

Hvis du forventer at dyrke sex, skal du vente med at anvende cremen til efter samlejet, da præparatet kan påvirke kondomet, så det brister.

Hvor hurtigt virker behandlingen?

Der vil normalt ske et gradvist svind af kondylomerne i løbet af 1-4 måneders behandling. Cremen kan virke, selvom om andre behandlinger har været uden effekt.

Hvis først kondylomerne svinder under behandlingen, synes der at være en mindre risiko for, at de dukker op igen.

Mulige bivirkninger ved behandlingen

Der kan under behandlingen opstå rødme, svie og brænden. Ligeledes kan der fremkomme små overfladiske sår. Bliver reaktionen for kraftig, skal du holde pause med behandlingen, indtil generne er svundet. Herefter kan du starte behandlingen igen. Du kan undgå irritation af huden rundt om kondylomet ved at smøre med zinksalve.

Efter behandlingen er der en risiko for, at hudens farve ændres, så den enten bliver mørkere eller lysere.

Hvornår er du smittefri?

Selv om alle kondylomer er fjernet, er smitterisikoen stadig til stede. Vi anbefaler, at du og din partner bruger kondom i 2-3 måneder efter
behandlingen.

Barbering omkrings kønsdelene frarådes for at hindre evt. smitte til andre områder af huden. Du kan i stedet anvende hårfjerningsmiddel.

Dine partnere bør blive undersøgt

Det er vigtigt, at din nuværende partner får besked om, at han/hun muligvis er smittet med kondylomer og derfor bør blive undersøgt herfor.

Graviditet

Imiquimod må ikke anvendes under graviditet.

Redaktør