Kondylomer - behandling med frysning

Kondylomer er små stilkede eller blomkålslignendevorter på huden eller ved kønsdelene og endetarmen. De kan fryses med flydende kvælstof.

Hvad er kondylomer?

Kondylomer - også kaldet kønsvorter - er en kønssygdom, der skyldes infektion med et virus, der hedder Human Papilloma Virus (HPV).

HPV smitter primært ved ubeskyttet seksuel kontakt.

Kondylomer er små stilkede eller blomkålslignende vorter på huden eller slimhinderne ved kønsdelene. Kondylomer er ofte placeret ved skedeindgangen på kønslæberne, på forhuden, men kan også ses andre steder på penis. Kondylomer kan også sidde ved endetarmsåbningen.

Hvor udbredt er kondylomer?

Kondylomer er en af de mest almindelige kønssygdomme. Ca. 1-2% af alle seksuelt aktive unge har kondylomer. Man regner dog med, at ca. 10 gange så mange er smittet med HPV.

Hvordan smitter HPV?

HPV og kondylomer smitter ved ubeskyttet sex. Det er ikke sikkert, du får kondylomer, selvom du er smittet med HPV. Hvis du får kondylomer, kan der gå fra uger til måneder, før de bliver synlige. Derfor er det vanskeligt at vide, om du er smittet, og hvornår du er smittet.

Når du én gang er smittet, kan der være risiko for, at du med mellemrum vil få udbrud af kondylomer resten af livet. Mange oplever dog kun et enkelt tilfælde af kondylomer. .

Hvad er frysning?

Når man behandler kondylomer med frysning, så sprøjter man kondylomerne med flydende kvælstof. Flydende kvælstof er meget koldt, ca. minus 196 grader.

Hvordan foregår behandlingen?

Flydende kvælstof sprøjtes på hud eller slimhinder gennem dyssen på beholderen. Normalt fryser man vævet 10-20 sekunder. Frysningen
gentages efter en kort pause.

Flydende kvælstof kan også påføres med en vatpind, hvis området er meget lille. Oftest er det ikke nok med en behandling. Behandlingen gentages med en uges interval.

Skal behandlingen gentages?

Nogle gange er en enkelt behandling tilstrækkelig, men de fleste skal behandles flere gange, ofte med 1 uges interval.

Mulige bivirkninger ved frysning

Mens der fryses, vil du kunne mærke en stikken og prikken i huden. Efter nogle få minutter vil de fleste føle en sviende smerte, som hurtigt fortager sig.

I løbet af nogle dage kan der komme en lille blære. Hvis blæren er stor og irriteret, skal du kontakte afdelingen.

Efter behandlingen

Vask hudområdet mindst en gang dagligt

Hvornår er du smittefri?

Selv om alle kondylomer er fjernet, er smitterisikoen stadig til stede. Vi anbefaler, at du og din partner bruger kondom i 2-3 måneder efter behandlingen. 

Andet du selv gøre?

Barbering omkrings kønsdelene frarådes for at hindre evt. smitte til andre områder af huden. Du kan i stedet anvende hårfjerningsmiddel.

Hvis du ryger, så anbefaler vi rygestop, da det kan medvirke til at fremme din behandling af kondylomer. 

Smitterisiko

Vi anbefaler, at du informerer din nuværende partner/partnere om risikoen for, at de kan være smittet med kondylomer. Ved tegn på kondylomer, bør de lade sig undersøge. Vi anbefaler brug af kondom 2-3 måneder efter endt behandling, for at mindske risikoen for smitte.

Redaktør