Klamydia
Klamydia er en seksuelt overført infektion forårsaget af bakterien Chlamydia trachomatis.
Klamydia er en af de hyppigst forekommende kønssygdomme i Danmark.
Hvad er Klamydia?
Klamydia er en seksuelt overført infektion, som smitter ved ubeskyttet seksuel kontakt. Bakterien overføres ved kontakt mellem slimhinder og kan give betændelse i urinrør, livmoderhals, svælg og endetarm.
Hvad er symptomerne?
Ikke alle får symptomer på infektion med klamydia. For de der får symptomer, går der oftest 1 til 3 uger fra man er smittet, til symptomerne opstår.
Selv hvis man ingen symptomer har, kan man stadig smitte andre.
Symptomer på klamydia kan være:
- Udflåd og svie fra urinrør
- Svie ved vandladning
- Udflåd fra livmoderhals
- Udflåd endetarm
- Smerter og eller irritation fra svælg, underliv, penis og eller endetarm
- Pletblødning ved samleje
- Hvis der har været ført sekret til øjnene, kan klamydia give øjenbetændelse
- I sjældne tilfælde kan klamydia give ømme og hævede led
Komplikationer til klamydia
Klamydiabakterien kan i sjældne tilfælde sprede sig fra livmoderhalsen op gennem livmoderen og ud i æggelederne eller fra urinrøret til bitestiklerne. Ubehandlet klamydia kan derved medføre betændelse i enten underlivet eller den ene bitestikel.
Disse betændelsestilstande kan medføre nedsat evne til at få børn. Særligt hvis der er tale om betændelse i underliv og æggestokke.
Gravide og nyfødte
Ved ubehandlet klamydia i livmoderhalsen og urinrøret under graviditet, kan barnet blive smittet ved fødslen. Barnet kan få klamydia i øjnene, hvilket ubehandlet kan skade synet permanent.
Hvordan påvises klamydia?
Der kan gå op til 3 uger fra man er blevet smittet med klamydia, til prøven med sikkerhed kan påvise klamydia.
Klamydia påvises ved en podning fra svælg, urinrør, livmoderhals og/eller endetarm. I visse tilfælde benyttes også en urinprøve.
Hvordan foregår behandlingen?
Klamydia behandles med antibiotika i tabletform. Du kan kontakte Klinik for Kønssygdomme for at få en recept, hvis du er testet positiv i forbindelse med et besøg i klinikken.
Mulige bivirkninger til behandlingen
Der kan forekomme ubehag fra mavetarmsystemet. I sjældne tilfælde kan man få allergiske reaktioner i form af hududslæt og nældefeber.
Hvornår er man smittefri?
7 dage efter endt behandling skal man helt undgå seksuel kontakt, da man i den periode stadig kan smitte.
Vi anbefaler ikke kontrol efter behandling mod klamydia.
Dine sexpartnere seneste 6 måneder bør blive undersøgt for klamydia, selv hvis de ikke har symptomer.