Indlæggelse til kikkertundersøgelse, Kirurgisk Sengeafsnit K1

Denne pjece er til dig, der skal indlægges på Kirurgisk Sengeafsnit K1 før din kikkertundersøgelse af tyktarmen. Du kan læse lidt om, hvordan du forbereder dig til indlæggelsen, og hvad du kan forvente dig af forløbet.

Denne pjece er til dig, der skal indlægges til udrensning før kikkertundersøgelse af tyktarmen.

Om Kirurgisk Sengeafsnit K1

Afsnit K1 i Abdominalcenter K er et sengeafsnit, der modtager patienter til planlagte operationer i tyktarm og endetarm og efter akut indlæggelse og/eller operation fra Kirurgisk Modtageafsnit. Vi har desuden patienter indlagt til udrensning før koloskopi.

Afsnit K1 har plads til 16 patienter.

Indlæggelse

Du bliver indlagt dagen før din undersøgelse. Indlæggelsen er som regel planlagt fra kl. 16.00, og din undersøgelse vil typisk ske den følgende dag.

Hvad skal du medbringe til indlæggelsen?

Vi anbefaler, at du medbringer den medicin, du plejer at tage. Derudover er det en god idé at tage toiletsager, hjemmesko og diverse underholdning (f.eks. bøger, blade og høretelefoner, så du kan se TV) med.

Ejendele og værdigenstande

Det er bedst ikke at medbringe kostbare værdisager ved indlæggelsen, da det vil være på dit eget ansvar, hvis du mister dem. Stjålne genstande bliver ikke erstattet af Abdominalcenter K eller af Bispebjerg Hospital.

På din stue får du et skab med en nøgle, hvor du kan låse dine ting inde. Når du er til undersøgelsen, kan du aflevere nøglen til sygeplejersken, som vil opbevare den sikkert for dig – dette vil dog også være på dit eget ansvar.

Rygning

Bispebjerg Hospital er røgfrit både ude og inde – også på altanerne. Det gælder også E-cigaretter. Vi har dog en rygekabine ude foran indgang 7A, så hvis det er strengt nødvendigt for dig at ryge, skal du bruge rygekabinen.

Du kan desuden få nikotinpræparater som tyggegummi og plaster af sygeplejersken.

Håndhygiejne

For at forebygge spredning af smitte skal vi alle sørge for at have en god håndhygiejne. Du og dine pårørende skal derfor ligesom hospitalspersonalet spritte dine hænder grundigt, hver gang du forlader et rum. Der hænger spritdispensere på væggene, og du kan også få din egen håndsprit til lommen eller sengebordet.

Mad og måltider

Dagen før din koloskopiundersøgelse skal du følge en særlig diæt. Den kan du læse mere om i den pjece, der fortæller om din udrensningsprocedure. Hvis du er i tvivl, så spørg sygeplejersken. Når undersøgelsen er overstået, må du spise igen. Din sygeplejerske vil sørge for at servere maden for dig.

Drikkevarer

Vi har kold vand og saft, kaffe og te, som du kan bede sygeplejersken om at hente til dig. På grund af hygiejneforhold må du ikke selv forsyne dig med drikkevarer.

Husk at du dagen før undersøgelsen ikke må indtage mælkeprodukter, og at du på dagen for din undersøgelse skal stoppe med at drikke 2 timer før undersøgelsen.

Udskrivelse

Efter din undersøgelse, som foregår i Endoskopiafsnit K, vil lægen, der undersøgte dig, fortælle, hvad undersøgelsen viste, og hvad den foreløbige plan vil være. Herefter kommer du tilbage til Kirurgisk Sengeafsnit K1. Du får tilbudt mad og drikke, og du kan herefter blive udskrevet.

Ris og ros til Kirurgisk Sengeafsnit K1

Vi vil gerne give dig den bedste behandling og pleje, når du er patient hos os. Derfor vil vi meget gerne have tilbagemeldinger fra dig og dine pårørende – både når vi gør det godt, og når vi skal gøre de bedre.

Vi har i dagligstuen en iPad stående, hvor du kan komme med din tilbagemelding, men du er også meget velkommen til at skrive en e-mail til:

afdeling-k.bispebjerghospital@regionh.dk

Redaktør