Hyperventilation

Hyperventilation er en vejrtrækning i ubalance, hvor man trækker vejret for meget, i forhold til kroppens behov.

Kort om hyperventilation

Hyperventilation betyder at man trækker vejret for meget, i forhold til kroppens behov. Det er en normal reaktion i stressede situationer, men hos nogle mennesker bliver hyperventilationen mere kronisk.

Hvordan ved jeg om jeg hyperventilerer?

Når man hyperventilerer, udvasker man kuldioxid fra blodet. Lavt kuldioxid kan medføre en række symptomer:

  • Udtalt åndenød, selv ved let anstrengelse
  • Problemer med at tage en dyb, tilfredsstillende indånding
  • Gaben eller sukken
  • Problemer med at koordinere vejrtrækningen og åndenød, når man skal tale eller spise
  • Prikken/stikken i fingre og tæer
  • Sovende fornemmelse omkring munden
  • Hjertebanken
  • Indre uro og angst
  • Utilpashed, sortnen for øjnene. Følelse af at skulle besvime.
  • Problemer med at koncentrere sig
  • Udtalt træthed – en følelse af permanent udmattelse
  • Muskelømhed i nakke, skuldre, kæbe og brystkasse
  • Ubehag i halsen/klump i halsen
  • Oppustethed i maven

Hvis du lider af en lungesygdom, som f.eks. astma, kan hyperventilation gøre dine lungesymptomer værre. Det kan hos nogle føre til et stort forbrug af medicin, men typisk oplever man, at astma medicinen ikke hjælper nok på symptomerne.

Hvorfor får man disse symptomer?

Lavt kuldioxid i blodet medfører en kemisk ubalance i kroppen, som påvirker mange af kroppens organer – og derfor mange forskellige symptomer. Disse symptomer kan opleves som ekstremt ubehagelige, og fører til en ond cirkel, hvor man hyperventilerer mere og mere, fordi det føles som om man ikke kan få luft.

Hvad udløser hyperventilation?

Der kan være mange udløsende faktorer til kronisk hyperventilation. Stress er en hyppig årsag, f.eks. som følge af stor arbejdsbelastning, alvorlig sygdom eller problemer i familien. En anden vigtig årsag er sygdom der påvirker vejrtrækningen: mange patienter med astma udvikler en tendens til at hyperventilere. Lungebetændelse og større operationer i maven kan også give efterfølgende problemer med vejtrækningen.

Hvordan kan jeg hjælpe mig selv?

Bliv opmærksom på, hvordan du trækker vejret, og hvordan det kan variere i bestemte situationer.

Lær at kontrollere din vejrtrækning, med fokus på

  • Vejrtrækning gennem næsen
  • Rolig vejrtrækning med maven, uden brug af brystkassen

Det tager tid og fokus at ændre kroppens måde at arbejde på, og de fleste skal øve sig dagligt gennem måneder for at opnå en bedre vejrtrækning. Hav tålmodighed med dig selv. Husk også at overveje med dig selv, om der er faktorer i dit liv, der kan bidrage til at du hyperventilerer.

Redaktør