Gå til hovedindhold

Hjerterytmeoptager - hjemme igen efter fjernelse af

Ved en fjernelse af en hjerterytmeoptager er der nogle forholdsregler, som er vigtige at kende til. Det er vigtigt at være opmærksom på eksempelvis smerter og ubehag samt pleje og hygiejne.

Ubehag eller smerter

Vær opmærksom på betændelse

Det er normalt at være hævet og have ondt omkring såret. Du skal dog være opmærksom på, at der kan gå betændelse i såret, og symptomerne blandt andet kan være øget hævelse og forværring af smerterne. Hvis du får betændelse i såret, skal det behandles. Du skal kontakte os, hvis du oplever et eller flere af disse symptomer:

  • Øget rødme.
  • Øget hævelse.
  • Øget ømhed.
  • Øget varme omkring såret.
  • Gullig væske fra såret.
  • Såret åbner sig.
  • Feber over 38 grader.

Tag smertestillende medicin, hvis du har ondt

Hvis du har brug for smertestillende medicin, anbefaler vi medicin med paracetamol. Smertestillende medicin kan købes i håndkøb på apoteket og i supermarkeder.

Pleje og hygiejne

Tag kun brusebade

Du må gerne tage brusebad, men du skal undgå at bade i havet, gå i karbad eller svømmehal, indtil såret er helet, da det øger risikoen for infektioner.

Fjern plasteret

Du må tage plasteret af 24 timer efter operationen. De smalle plastre skal du lade sidde i 10 dage.

Praktiske forholdsregler

Du må dyrke motion

Du kan dyrke motion med det samme efter operationen. Du skal dog undgå bevægelser, som strækker i såret, før det er helet.

Værd at vide

Vi giver din læge besked

Vi sender information om dit forløb på hospitalet til din praktiserende læge. Hvis du ikke ønsker, at din læge skal modtage besked fra hospitalet, skal du sige det til os.

Fortæl om din oplevelse

Vi vil gerne høre fra dig med både ris og ros. Hvis du overvejer at klage, kan du kontakte hospitalets patientvejledere, som er uvildige rådgivere. Læs mere om dine rettigheder som patient på www.regionh.dk/patientrettigheder.

Få mere viden

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden