Undersøgelsen
Inden skanningen giver vi dig en lille mængde medicin i en blodåre i armen. Medicinen påvirker hjertets optagelse af sporstoffet. Efter 15 minutter giver vi dig sporstoffet i blodåren, og du skal herefter hvile dig i 1 time i et roligt rum med dæmpet belysning, mens sporstoffet fordeler sig i kroppen. Inden vi skanner dig, skal du gå på toilettet.
Under skanningen skal du ligge stille på ryggen med armene over hovedet. Når du ligger i skanneren, sprøjter vi eventuelt også kontraststof ind i din arm. Kontraststoffet kan kortvarigt give en følelse af varme i kroppen. Du er alene i rummet, mens du bliver skannet, men vi kan se og tale med dig hele tiden.
Skanningen varer cirka 30 minutter.