Hjernen - PET-CT-skanning (18F-FDG)

En PET-CT-skanning kombinerer to typer skanninger for at fremstille meget detaljerede billeder af hjernens celler og væv.

Kort om undersøgelsen

aDu skal have lavet en PET-CT-skanning af din hjerne med et radioaktivt sporstof (18F-Fluor-deoxy-glukose). En PET-CT-skanning kombinerer to typer skanninger for at fremstille meget detaljerede billeder af hjernens celler og væv. Du er meget velkommen til at have en pårørende med til undersøgelsen.

Du skal forvente, at undersøgelsen varer 2 timer.

Vigtig forberedelse

Mød fastende

Du skal møde fastende. Det betyder, at du ikke må spise de sidste 4 timer før din aftale. Du må dog gerne drikke vand.

Tag din medicin, som du plejer

Op til undersøgelsen kan du tage din medicin, som du plejer. Hvis du har diabetes, gælder særlige forholdsregler.

Forholdsregler, hvis du har diabetes

Hvis du har diabetes, skal du:

  • faste i 4 timer før undersøgelsen
  • tage dine vanlige tabletter mod diabetes, som du plejer
  • tage din vanlige dosis insulin, før du begynder at faste. Du må ikke tage ekstra insulin, mens du faster
  • fortsætte med din basalinsulin, mens du faster, hvis du bruger insulinpumpe.

Kontakt os, hvis du er gravid eller ammer

Hvis du er eller kan være gravid, eller hvis du ammer, er der særlige forholdsregler. Du skal derfor kontakte os inden undersøgelsen.

Fjern smykker inden undersøgelsen

Øreringe og andre smykker i ansigtet forstyrrer skanningsbillederne, og du vil derfor blive bedt om at fjerne dem. Tag gerne smykker af hjemmefra.

På hospitalet 

Undersøgelsen

Vi sprøjter sporstoffet i en blodåre i din arm. Herefter skal du hvile dig i cirka 45 minutter i et roligt rum med dæmpet belysning, mens sporstoffet fordeler sig i hjernen.

Under skanningen skal du ligge stille på ryggen med hovedet i en hovedstøtte. Du er alene i rummet, mens du bliver skannet, men vi kan se og tale med dig hele tiden.

Skanningen varer 10 minutter.

Hjemme igen

Sporstoffet giver ingen bivirkninger

Der er ingen bivirkninger ved sporstoffet, og det udskilles hurtigt fra kroppen.

Svar på undersøgelsen

Du får svar fra den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen.

Få mere viden

Du kan få mere viden om en PET-CT-skanning på www.patienthåndbogen.dk. Søg på: ’FDG-PET-skanning’, ’PET/CT-Skanner’ eller ’Nuklearmedicinske undersøgelser og risiko’.

Redaktør