Hammertå - behandlingsmuligheder

Behandlingsmuligheder, hvis du har en hammertå.

Kort om hammertå

En hammertå er en tå, som er blevet bøjet i det midterste eller yderste led. Hammertå ses oftet på 2., 3. og 4. tå, men det kan forekomme på alle tæer. Det er dog sjældent på storetåen. Afhængigt af, hvilket led der er bøjet, kalder vi det også for klotå eller kølletå.

Årsager til hammertå

Der kan være mange årsager til, at man udvikler hammertå.

Risikoen for at udvikle hammertå stiger med alderen. Hammertå opstår også ofte, når man har forfodsnedfald. Kvinder får hyppigere hammertå end mænd. Hammertå kan også skyldes fodtøj med dårlig pasform. Det kan også opstå i forbindelse med andre sygdomme som diabetes, leddegigt og nogle nervemuskelsygdomme, fx hulfod eller muskelsvindssygdom i fødderne. Spastisk lammelse kan også give hammertå.

Symptomer på hammertå

Hammertå kan give hård hud, ligtorne, betændelse og smerter. Smerter kommer ofte, fordi toppen af ledet bliver irriteret på grund af de sko, man bruger. Smerterne kan også komme fra tæernes spidser, eller hvis tæerne støder sammen og giver trykmærker eller sår. Der kan også være hævelse i området, som gør det svært at bruge almindeligt fodtøj.

Sådan stilles diagnosen

Vi stiller diagnosen ved at kigge og mærke på tæerne og foden. Du får også taget et røntgenbillede.

Behandlingsmuligheder

Fødder er forskellige fra person til person, og derfor giver vi individuel behandling og vejledning. Hammertå kan behandles på flere måder. Vi vælger den behandling, som bedst hjælper dig.

Speciallavet fodtøj

Du kan få tilpasset dit fodtøj eller bruge indlægssåler, som kan hjælpe med at aflaste din fod.

Operation

Nogle gange er operation nødvendig. I de fleste tilfælde vil vi ikke operere, hvis der er nedsat blodforsyning til tæerne.

Lægen, der skal operere, vurderer, hvilken operation der passer bedst i dit tilfælde. Efter operationen får du udleveret en beskrivelse af operationen og en plan for, hvordan du skal forholde dig efter operationen.

Nogle patienter oplever, at de stadig har smerter, eller at deres problem ikke er løst, selv om operationen går godt.

Overskæring af bøjesene under tåen

Ved denne operation kan vi skære senen i tåen over, så tåen falder ned i naturlig stilling. I nogle tilfælde sætter vi en mindre metalpind (k-tråd) ind i tåen for at sikre stillingen i helingsperioden. Den skal sidde i tåen i 3-6 uger.

Denne operationstype er et mindre indgreb, som ofte er tilstrækkeligt, når tåen stadig er bevægelig.

Flytning af sene eller rekonstruktion

Ved denne operation kan vi flytte bøjesenen under tåen op på oversiden af tåen, så den hjælper med at rette tåen ud. Vi kan også forlænge eller overskære strækkesenen på oversiden af tåen. I nogle tilfælde sætter vi en mindre metalpind (k-tråd) ind i tåen for at sikre stillingen i helingsperioden. Den skal sidde i tåen i 3-6 uger.

Denne operationstype anvendes ofte ved fleksible hammertæer eller som et supplement til andre operationsmetoder.

Stivgøring af led

Ved denne operation kan vi stivgøre et led i tåen ved at save ledfladernes brusk af. På den måde kan vi rette tåen ud og sætte den i den rigtige stilling med en metalpind (k-tråd). Den skal sidde i tåen i cirka 3-6 uger. I nogle tilfælde kombinerer vi denne metode med andre operationsmetoder.

Forskydning af mellemfodsknoglens ledhoved

Ved denne operation kan vi save mellemfodsknoglen over lige over ledhovedet, så det aflaster fodsålen. Det gør, at vi kan forskyde ledhovedet. Vi sætter det ofte fast med en mindre skrue. I nogle tilfælde kombinerer vi denne metode med andre operationsmetoder.

Få mere viden

Redaktør