Gå til hovedindhold

Forstoppelse, kort om

Information til dig som har tegn på forstoppelse.

Vi har i forbindelse med din kikkertundersøgelse konstateret, at du muligvis lider af forstoppelse. Her kan du læse mere om, hvad forstoppelse er, hvilke symptomer det kan give, og hvordan du kan behandle og forebygge forstoppelse. 

Har jeg forstoppelse?

Afføringsvaner er individuelle, men de fleste mennesker har afføring mellem 2 gange dagligt og 3 gange ugentligt. Er du forstoppet, har du typisk afføring sjældnere end hver tredje dag, og dine toiletbesøg kan være forbundet med smerter og ubehag. Du kan dog også have forstoppelse, selvom du har afføring dagligt. 

Måske har du skiftende afføringsmønstre, hvor der kan gå dage mellem toiletbesøg, mens du andre dage skal på toilettet flere gange. Du kan også have fornemmelsen af, at du ikke får tømt tarmen ordentligt.

Ved forstoppelse kan afføringen være hård og knoldet. Men den kan også være tynd, så man forveksler det med diarré. Den tynde afføring kan skyldes, at der sidder hårde knolde og irriterer tyktarmens slimhinde. Så danner den slim og væske, og begge dele kan passere rundt om den hårde afføring.

Årsager 

Forstoppelse kan have mange årsager, og det kan være svært at afgøre, hvad tilstanden skyldes. Blandt de hyppigste årsager er, at man ikke får væske nok og ikke spiser tilstrækkeligt mange kostfibre. Stress, bivirkninger til medicin eller mangel på motion er også hyppige årsager. Forstoppelse kommer desuden hyppigere med alderen.

Man kan også være disponeret for forstoppelse, uden at der kan findes en konkret årsag. Der er også en lang række sygdomme, der kan medføre forstoppelse, fx diabetes og åreforkalkning.

Symptomer 

Forstoppelse kan give symptomer så som:

  • Kvalme
  • Udspilet mave
  • Hyppig afgang af luft
  • Nedsat appetit
  • Mavesmerter. 

Man kan også udvikle hæmorider og rifter omkring endetarmen.  I nogle tilfælde udvikler man udposninger (divertikler) i tarmen.  Afføringsknolde kan sidde fast i disse udposninger, og der kan i yderste konsekvens komme betændelse i området (diverticulitis). 

Har du udposninger i din tarm, kan du få en særskilt pjece med information om tilstanden. Udposninger er som udgangspunkt ikke farlige, men de forsvinder ikke igen. Derfor kan det være relevant at vide, hvordan du bør forholde dig. 

Forebyggelse og behandling 

For at forebygge og behandle forstoppelse, er der flere ting du selv kan gøre. Du bør først og fremmest drikke tilstrækkeligt med væske (minimum 1.5-2 liter dagligt), spise fiberrig kost og motionere regelmæssigt.

Medicin mod forstoppelse

Men selvom du drikker rigeligt, spiser fiberrig kost og motionerer, så kan det alligevel være nødvendigt for dig at bruge afføringsmidler som supplement, også på daglig basis. De fleste midler kan købes i håndkøb på apoteket, enkelte kan købes i supermarkedet. 

Der findes mange typer afføringsmidler, og de har forskellige måder at virke på. Nogle virker ved at gøre tarmindholdet mere blødt og fyldigt, andre virker ved at sætte gang i tarmvæggen.

Som udgangspunkt anbefaler vi, at du bruger midler, der virker på tarmindholdet, f.eks. Magnesia eller fibertilskuddet HUSK. Tager du disse, er det ekstra vigtigt at du drikker tilstrækkeligt, da midlerne skal bruge væske for at virke. Et middel, der virker på tarmvæggen, er f.eks. Toilax. 

Rådgivning

Du kan altid få råd og vejledning på apoteket, der kan rådgive dig ud fra dine behov og symptomer. De kan hjælpe dig med at vælge det rigtige afføringsmiddel, og den rigtige dosis. 

Lider du af kronisk og svær forstoppelse, har du diabetes, nedsat nyrefunktion eller kroniske tarmsygdomme, skal du rådføre dig med din læge. 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden