Det er planlagt, at du skal til kikkertundersøgelse af endetarmen (rektoskopi). Til undersøgelsen bruges en kort kikkert, som er ca. 1½ cm. i diameter.
Før undersøgelsen
Du skal ikke være fastende eller tørstende til denne undersøgelse. Du må spise og drikke, som du plejer.
For at lægen kan se tarmslimhinden gennem kikkerten, er det vigtigt, at endetarmen er tom. For at tømme endetarmen skal du tage et lavement (Glyoktyl® klysma 7,5 ml) tidligst 2 timer før undersøgelsen. Du kan købe Glyoktyl® på apoteket eller hente det gratis i Kirurgisk Ambulatorium K.
Indholdet af klysmaet sprøjtes op i endetarmen. Du skal helst holde på det i 5-10 minutter, før du går på toilettet.
Kan du ikke selv tage klysmaet hjemme, kan sygeplejersken hjælpe dig med at tage det i Kirurgisk Ambulatorium K. I så fald skal du møde ½ time før tidspunktet for din undersøgelse.
Undersøgelsen
Til undersøgelsen skal du ligge på ryggen med benene i benstøtte. Kikkerten føres ind gennem endetarmen. For at lægen kan se inde i tarmen, er det nødvendigt at puste luft ind. Det kan give en forbigående ubehagelig trykken i maven.
Hvis det er nødvendigt, kan lægen gennem kikkerten tage vævsprøver og fjerne eventuelle polypper. Det vil du ikke kunne mærke.
Undersøgelsen varer 5 - 10 minutter.
Efter undersøgelsen
Efter undersøgelsen fortæller lægen dig, hvad undersøgelsen har vist og aftaler med dig, om der skal foretages yderligere undersøgelse eller behandling.
Hvis du har fået taget en vævsprøve eller fået fjernet en polyp, skal du regne med at blive i Kirurgisk Ambulatorium K til observation i ca. ½ time.