Gå til hovedindhold

Denosumab

Denne pjece er til dig, der skal behandles med denosumab mod din knogleskørhed. Her kan du læse om behandlingsforløbet, og hvad du kan forvente af behandlingen.

Til patienter med osteoporose

Hvad er denosumab, og hvordan virker det?

Denosumab er et præparat til behandling af knogleskørhed (osteoporose). Det virker ved at binde sig til en bestemt receptor, så knoglenedbrydningen hæmmes. Herved øges knoglemineraltætheden, så knoglerne bliver stærkere og derved reducerer risikoen for knoglebrud. Din læge kan tjekke, at denosumab virker efter hensigten ved at lave en knoglemineraldensitetstest (DXA-skanning) og blodprøver.

Når behandlingen er ordineret

Inden behandlingen begynder, skal du have taget en blodprøve for at sikre, at dine nyrer fungerer optimalt, og at dit D-vitamin og kalkindhold i blodet er, som det skal være.

Hvordan foregår behandlingen med denosumab?

Denosumab gives som en enkelt injektion under huden (subkutant) hver 6. måned af en læge eller en sygeplejerske. Det tager kun nogle få minutter at få injektionen, og det er sædvanligvis ikke forbundet med ubehag. Denosumab kan gives på ydersiden af overarmen, oversiden af låret eller i maven.

BEMÆRK: Selvom du måske ikke kan mærke om din behandling virker, vil du tabe det opbyggede væv så snart du stopper med behandlingen, eller hvis der går for lang tid mellem injektionerne.

Tal med din læge, hvis du overvejer at stoppe behandlingen.

Hvordan husker jeg min næste injektion?

Husk at aftale tidspunktet for din næste halvårlige injektion, når du har fået din aktuelle injektion.

Hvordan opbevares denosumab?

Denosumab opbevares i køleskab (2-8°). Den fyldte injektionssprøjte kan tages ud af køleskabet, så den får stuetemperatur (op til 25°) inden injektionen. Dette vil gøre injektionen mere behagelig.

Når injektionssprøjten har fået stuetemperatur, skal den bruges inden 30 dage.

Hvad skal min læge vide, før jeg får denosumab?

Det er vigtigt, at du fortæller lægen, om du:

  • tager anden medicin eller har taget det for nylig. Det gælder også medicin som ikke er købt på recept
  • har eller har haft lavt kalkindhold i blodet eller D-vitaminmangel
  • er allergisk overfor latex (indeholdt i kanylens hættehylster)
  • har eller har haft smerte, hævelse eller følelsesløshed i kæben, eller om du har fået løse tænder
  • har eller har haft nyreproblemer

Du må ikke få denosumab, hvis du:

  • har allergi overfor denosumab
  • har for lavt kalkindhold eller D-vitamin i blodet

Hvad bør jeg vide før jeg får denosumab?

Behandlingen bør suppleres med et dagligt tilskud af kalk og D-vitamin.

Kan jeg få tilskud til denosumab?

Din læge kan ansøge om enkelttilskud til denosumab.

Hvad kan jeg forvente efter behandling?

Som med al anden medicin kan nogle patienter få bivirkninger, når de behandles med denosumab. Bivirkninger kan opstå når som helst i forløbet.

De hyppigste bivirkninger er: urinvejsinfektioner, infektion i øvre luftveje, smerter/prikken eller følelsesløshed der går ned i benene (iscias), uklart område i øjets linse (katarakt), forstoppelse, udslæt samt smerter i arme eller ben.

Du skal altid tale med lægen, hvis du tror du har bivirkninger til behandlingen.

For yderligere information om bivirkninger henvises til indlægssedlen i denosumab-pakningen. Du kan desuden modtage yderligere information om mulige bivirkninger af din læge.

Hvad kan jeg selv gøre?

Fysisk aktivitet, især vægtbærende motion som f.eks. gåture, er vigtigt for at holde knoglerne og de omkringliggende muskler stærke og sunde. Rygning og indtagelse af alkohol kan påvirke knoglernes tilstand. Det kan have en gavnlig effekt på knoglernes sundhed, hvis du undgår rygning og begrænser indtagelsen af alkohol.

Hvor kan jeg få yderligere information om osteoporose?

Du kan læse mere om knogleskørhed på www.osteoporose-f.dk

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden