Brok ved stomi, operation for

Brok ved stomi opstår, fordi åbningen i mavemusklen har udvidet sig og er blevet for stort. Her kan du læse om, hvordan man kan operere.

Brok ved stomi opstår, fordi åbningen i mavemusklen har udvidet sig og er blevet for stort. Noget af tarmen kan glide ud gennem åbningen langs stomitarmen og lægge sig mellem hud og mavemuskel. Derved fremkommer bulen. Tarmen glider som regel tilbage i bughulen, når man ligger ned.

Det kan være nødvendigt at lave en CT-skanning for at være sikker på, at bulen er et brok ved stomi.

Skal - skal ikke

Det kan være en god ide at blive opereret for brok ved stomien, men ikke altid.

Hvad taler for operation?

  • Hvis du har smerter fra dit brok
  • Hvis du har svært ved at bandagere stomien, og der kommer lækage
  • Hvis du har hudproblemer
  • Hvis brokket hæmmer dig i dit arbejde eller dine fritidsaktiviteter
  • Hvis det er kosmetisk uacceptabelt
  • Hvis afføringen har svært ved at passere, eller irrigationen ikke fungerer

Hvad taler imod operation?

  • Hvis brokket ikke generer dig særligt meget
  • Hvis du har alvorlig hjerte- eller lungesygdom, eller hvis du af andre grunde har et dårligt helbred

Hvis du er i tvivl om, hvorvidt operation er det rigtige valg for dig, bør du måske vente og se, om du kan få hjælp til at lindre eller løse genernepå anden måde. Du kan altid få foretaget en ny vurdering og ændre din beslutning.

Operation

Operationen foregår som en kikkertoperation. Instrumenter føres ind i bughulen gennem små snit i huden. Et af instrumenterne er et videokamera. Først skal eventuelle sammenvoksningerfra tidligere operation løsnes. Dernæst trækkes tarmen tilbage på plads, og et net lægges op mod indersiden af mavemusklen og sættes fast med små skruer.

Operation kan som regel udføres, men i nogle fån tilfælde er der så mange sammenvoksninger, at det ikke er muligt at operere som planlagt. Kirurgen vil derfor inden operationen lave en aftale med dig om, hvad der i givet fald så skal ske. En mulighed kunne være at flytte stomien til den anden side af maven.

Operationen består i at trække tarmen på plads og indsætte et net, som dækker for åbningen og forsktærker musklen.

Nettet kan placeres på to forskellige måder.

Bedøvelse

Operationen foregår i fuld narkose. Narkoselægen vil fortælle dig nærmere om det. (Du kan også læse pjecen; ”Når du skal bedøves”)

Kan der opstå komplikationer?

Ved enhver operation er der risiko for komplikationer som følge af operation eller som følge af bedøvelse. Alvorlige komplikationer er dog sjældne.

Der kan gå hul på tarmen. Hvis det opdages under operationen, kan hullet lukkes. Hvis det først viser sig efter operationen, er det en alvorlig komplikation, som kræver en ny operation. Det samme gælder, hvis der opstår en større blødning, som først viser sig efter operationen.

Smerter

Det er almindeligt, at det gør ondt et stykke tid efter operationen, fordi de skruer, nettet er sat fast med, generer musklen. Smerterne kan dæmpes med paracetamol og undertiden er det nødvendigt med morfin i det første stykke tid.

Væskeansamling

Der hvor brokket har dannet bulen, kan der opstå en væskeansamling (serom). Ansamlingen kan bule ud og blive hård, og næsten føles som om brokket var kommet igen. Det forsvinder af sig selv.

Kan brokket komme igen?

I meget få tilfælde kan brokket komme igen, også selvom der er indsat et net.

Redaktør