Gå til hovedindhold

Blindtarmen - Fjernelse

Information om forberedelse, behandling og komplikationer ved en operation til fjernelse af blindtarmen.

Kort om operationen

Du skal have fjernet din blindtarm ved en operation. Operationen foregår i fuld bedøvelse.

Selve operationen varer cirka 1 time, men du skal sætte hele dagen af, da der kan være ventetid. Du kan forvente at komme hjem samme dag, som du er blevet opereret.

Vigtig forberedelse

Køb medicin inden operationen

Du får brug for smertestillende medicin efter operationen. Derfor anbefaler vi, at du på forhånd køber:

  • Paracetamol 500 mg.
  • Ibuprofen 200 mg.

Hold eventuelt pause med blodfortyndende medicin og medicin mod diabetes

Hvis du tager blodfortyndende medicin eller medicin mod diabetes, har vi til forundersøgelsen aftalt med dig, hvornår du eventuelt skal holde pause med den inden operationen. Kontakt os, hvis du har spørgsmål.

Fjern hår

Inden operationen skal du fjerne hår fra maven. Du skal fjerne hårene med en trimmer. Hvis ikke du har en trimmer, kan du låne en på hospitalet. Du må ikke bruge en skraber, da det kan give små rifter i huden, som øger risikoen for infektion.

Mød fastende

Du skal faste inden operationen. Det vil sige:

  • 6 timer før din besøgstid skal du stoppe med at spise.
  • 6 timer før skal du stoppe med at drikke mælkeprodukter og juice med frugtkød. Du må heller ikke drikke mælk i din kaffe eller te. Du må gerne fortsætte med at drikke klare væsker som vand, saft, kaffe og te uden mælk.
  • 2 timer før skal du stoppe med at drikke alle former for kold og varm væske. Vi anbefaler, at du som det sidste 2 timer inden operationen drikker et stort glas saft. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed.

Din mavesæk skal være tom for at undgå, at der løber maveindhold op i lungerne, mens du er bedøvet.

Tag din øvrige medicin med et lille glas vand

Op til operationen kan du tage din medicin med et lille glas vand, selvom du faster. Du skal tage medicinen senest 2 timer før din mødetid, medmindre du har fået andet at vide. Bruger du astmaspray, skal du tage den, som du plejer.

Tag din medicin med

Bruger du daglig medicin, så tag medicinen med til din operation. Så er vi sikre på, at du kan få den medicin, du har brug for.

Fjern makeup, neglelak og smykker

Under operationen sætter vi et måleapparat på en af dine fingre, som måler iltmætningen i dit blod. Derfor skal du fjerne neglelak og kunstige negle inden din operation. Du skal desuden fjerne al makeup, ur, smykker og piercinger hjemmefra.

Gå i bad hjemmefra

Du skal tage et bad, vaske dit hår og tage rent tøj på, før du møder på hospitalet på dagen for din operation. Vask hele kroppen og vær meget omhyggelig med at vaske og rense navlen fx med en vatpind. Du må ikke bruge creme eller parfume efter badet.

Tag løstsiddende tøj på

Det er en god idé at tage behageligt tøj på, der sidder løst på kroppen.

Børst tænder

Inden operationen skal du børste dine tænder grundigt.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Du kan opbevare værdier, fx penge, ur, smykker og mobiltelefon, i et aflåst skab i afdelingen, mens du bliver opereret. Opbevaring sker på eget ansvar, så vi anbefaler, at du medbringer så få værdigenstande som muligt.

Forbered dig på ventetid

Tag gerne en bog, et blad eller anden underholdning med. Så er du forberedt, hvis der er ventetid.

På hospitalet

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved operationen. Du får også udleveret støttestrømper, som du skal have på, mens du er på hospitalet.

Du får smertestillende og blodfortyndende medicin

Kort før din operation, får du udleveret forebyggende, smertestillende medicin, som du skal tage med så lille en mundfuld vand som muligt.
For at forebygge blodpropper giver vi dig en indsprøjtning i låret med blodfortyndende medicin.

Du får fuld bedøvelse

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Når du skal bedøves, får du lagt et drop i hånden. I droppet får du medicin, så du sover.

Operationen

Når bedøvelsen virker, laver lægen tre små huller i maveskindet og fører en kikkert ind i bughulen. Din mave pustes op med luft for at skabe bedre plads, og så lægen bedre kan se organerne. Lægen fjerner blindtarmen, og sårene sys sammen med tråd.

Operationen varer cirka 1 time.

Opvågning efter operationen

Når operationen er færdig, kører vi dig tilbage til sengeafsnittet. I nogle tilfælde skal du være på opvågningsafsnittet.

Bedøvelsen kan give kvalme

Du kan få kvalme og kaste op på grund af bedøvelsen. Hvis du har brug for det, kan vi give dig medicin mod kvalmen.

Du må spise og drikke

Vi tilbyder dig noget at spise og drikke når du kommer tilbage på sengeafsnittet.

Vi fortæller dig om operationen

Efter operationen fortæller vi dig, hvordan det er gået.

Du bliver udskrevet

De fleste er klar til at blive udskrevet samme dag. Du er klar, hvis du:

  • ikke har kvalme eller kraftige smerter
  • har spist og drukket
  • har tisset uden problemer
  • er blevet informeret om, hvad du skal være opmærksom på derhjemme.

Risiko ved operationen

Ved alle operationer er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det.

  • Blødning: I sjældne tilfælde kan der opstå en blødning, der i nogle tilfælde kræver en ny operation.
  • Betændelse i såret: Der kan i meget sjældne tilfælde gå betændelse i sårene. Hvis det sker, behandler vi det.

Hjemme igen

Vigtige forholdsregler de første 24 timer

Når du har været bedøvet, gælder der nogle regler for dig de første 24 timer. Vær opmærksom på, at du:

  • ikke må køre bil eller andre køretøjer
  • ikke må betjene maskiner
  • ikke bør drikke alkohol.

Sygemelding

Du kan starte på arbejde igen, når du føler dig parat til det. For de fleste er det efter 3 dage, men hvis du arbejder med tunge løft, kan det være nødvendigt at vente længere. Hvis du har brug for en sygemelding i en længere periode, kan du få den hos din egen læge.

Aftal eventuelt at få praktisk hjælp af en pårørende

Vi anbefaler, at du laver en aftale med en pårørende, du kan kontakte, hvis du får brug for hjælp, når du kommer hjem.

Du får mere information med hjem

Vi giver dig information om, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen. I informationen kan du læse om praktiske forholdsregler og se, hvad du skal gøre i forhold til fx hygiejne eller smerter.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden