Binyrebarkhormonindsprøjtning (blokade), information om

Denne pjece er til dig, der skal have binyrebarkhormonindsprøjtning (blokade) for at dæmpe inflammation af vævet og dermed øge mulighederne for genoptræning.

Du er undersøgt på Bispebjerg Hospitals Idrætsmedicinske ambulatorium.

Vi har fundet indikation for at indsprøjte corticosteroid (binyrebarkhormon) for at dæmpe en vævsirritation og dermed muliggøre en optræning af det skadede væv (muskler, sener, ledbånd m.fl.). Uden aflastning og kontrollerede øvelser for det skadede væv har injektionen kun begrænset effekt.

Umiddelbart efter kan du måske mærke en smertelindring som skyldes den lille mængde lokalbedøvende stof, vi samtidig har injiceret.

Derefter vil mange de første 2-3 dage efter injektionen få en forværring af smerterne (flare-up). Dette er helt normalt og skyldes, at binyrebarkhormon er pakket som nogle små krystaller der kan irritere. Når krystallerne opløses og frigiver medicinen, svinder den mulige ”flare-up”.

Der kan også opstå rødme i kinderne, søvnbesvær og for kvinder en enkelt kraftig menstruation.

I få tilfælde kan der komme bakterier ind svarende til indstikket. Hvis der opstår mistanke om infektion (rødme, varmeøgning i området, dunkende smerter og evt. feber) skal du STRAKS kontakte læge. Hvis du ikke kan få fat i os eller din egen læge, skal du kontakte akuttelefonen 1813.

Binyrebarkhormon kan svække vævet ganske lidt i kort tid og dermed øge risikoen for at senen springer. Ved samtidig aflastning og fornuftig optræning er risikoen for, at vævet går yderligere i stykker, minimal.

Binyrebarkhormon kan også hos disponerede individer give forbigående forhøjet blodtryk, blodsukkerforstyrrelser, væskeophobning og psykisk uligevægt.

Binyrebarkhormon kan giveændringer - oftest forbigående - i huden (fedtet i underhuden) over indstiksstedet. Disse kan blive permanente.

Ellers ses ikke mange bivirkninger til binyrebarkhormon-injektion (lokalt), hvis man holder sig under 3 blokader om året.

Redaktør