Gå til hovedindhold

Analfistel, operation med transplatation af fedt

Denne information er til dig, der har en fistel, der skal behandles med en fedtcelletransplantation. I pjecen kan du læse om operationen, og hvad du kan forvente dig efter operationen.

Kort om operationen

Du skal have lukket en analfistel med transplantation af fedtceller. En analfistel er en smal kanal, som er dannet mellem indersiden af endetarmen og huden rundt om endetarmens åbning.

Selve operationen varer 1 time, men du skal sætte hele dagen af. Du kommer hjem samme dag, som du er blevet opereret. Du skal forvente, at såret heler i løbet af 8 uger.

Vigtig forberedelse

Vi ringer til dig med dit mødetidspunkt

Dagen før operationen ringer vi til dig om eftermiddagen og fortæller, hvornår du skal møde.
Hvis du skal opereres en mandag, ringer vi til dig fredag eftermiddag.

Stop med at ryge og bruge nikotinprodukter

6 uger inden operationen, og frem til såret er helet, må du ikke ryge eller bruge nikotinprodukter. Det er vigtigt, da nikotin øger risikoen for, at operationssåret ikke heler. Vi laver derfor en test af din urin for at sikre, at nikotinen er ude af din krop inden operationen. Vi tester dig 6 uger før og igen på dagen for din operation.
Hvis du har nikotin i kroppen på dagen for din operation, kan vi være nødt til at aflyse den.

Køb medicin inden operationen

Du får brug for smertestillende medicin efter operationen. Derfor anbefaler vi, at du på forhånd køber:

  • Paracetamol 500 mg
  • Ibuprofen 200 mg
  • C-vitamin 500 mg.

Hold eventuelt pause med blodfortyndende medicin og medicin mod diabetes

Hvis du tager blodfortyndende medicin eller medicin mod diabetes, har vi til forundersøgelsen aftalt med dig, hvornår du eventuelt skal holde pause med den inden operationen. Kontakt os, hvis du har spørgsmål.

Mød fastende

Du skal faste inden operationen. Det vil sige:

  • 6 timer før din operation skal du stoppe med at spise.
  • 6 timer før skal du stoppe med at drikke mælkeprodukter og juice med frugtkød. Du må heller ikke drikke mælk i din kaffe eller te.
  • 2 timer før skal du stoppe med at drikke alle former for kold og varm væske. Vi anbefaler, at du som det sidste 2 timer inden operationen drikker et stort glas saft. Sukkeret i saften modvirker kvalme og utilpashed.

Din mavesæk skal være tom for at undgå, at der løber maveindhold op i lungerne, mens du er bedøvet.

Du skal udrense din tarm

Du må ikke have afføring i endetarmen, når du skal opereres. 30-60 minutter inden operationen skal du udrense din tarm med et klysma på 5-7,5 ml. Et klysma er et afføringsmiddel i en tube. Du fører spidsen af tuben ind i endetarmen og tømmer tuben for væske. Du bør være i nærheden af et toilet, når du har taget afføringsmidlet.

Tag din øvrige medicin med et lille glas vand

Op til operationen kan du tage din medicin med et lille glas vand, selvom du faster. Du skal tage medicinen senest 2 timer før din mødetid, medmindre du har fået andet at vide. Bruger du astmaspray, skal du tage den, som du plejer.

Tag din medicin med

Bruger du daglig medicin, så tag medicinen med til din operation. Så er vi sikre på, at du kan få den medicin, du har brug for.

Fjern makeup, neglelak og smykker

Under operationen sætter vi et måleapparat på en af dine fingre, som måler iltmætningen i dit blod. Derfor skal du fjerne neglelak og kunstige negle inden din operation. Du skal desuden fjerne al makeup, ur, smykker og piercinger hjemmefra.

Gå i bad hjemmefra

Du skal tage et bad, vaske dit hår og tage rent tøj på, før du møder på hospitalet på dagen for din operation. Vask hele kroppen og vær meget omhyggelig med at vaske og rense navlen fx med en vatpind. Du må ikke bruge creme eller parfume efter badet.

Tag løstsiddende tøj på

Det er en god idé at tage behageligt tøj på, der sidder løst på kroppen.

Børst tænder

Inden operationen skal du børste dine tænder grundigt.

Lad dine værdigenstande blive hjemme

Du kan opbevare værdier, fx penge, ur, smykker og mobiltelefon, i et aflåst skab i afdelingen, mens du bliver opereret. Opbevaring sker på eget ansvar, så vi anbefaler, at du medbringer så få værdigenstande som muligt.

Forbered dig på ventetid

Tag gerne en bog, et blad eller anden underholdning med. Så er du forberedt, hvis der er ventetid.

På hospitalet

Du får udleveret hospitalstøj

Vi udleverer hospitalstøj, som du skal have på ved operationen. Du får også udleveret støttestrømper, som du skal have på, mens du er på hospitalet.

Du får smertestillende og blodfortyndende medicin

Kort før din operation, får du udleveret forebyggende, smertestillende medicin, som du skal tage med så lille en mundfuld vand som muligt.
For at forebygge blodpropper giver vi dig en indsprøjtning i låret med blodfortyndende medicin.

Du får fuld bedøvelse og lokalbedøvelse

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Når du skal bedøves, får du lagt et drop i hånden. I droppet får du medicin, så du sover. Du får eventuelt også lagt et kateter i ryggen, som indeholder smertestillende medicin.

For at forebygge betændelse i operationssårene og i fistlen giver vi dig tre typer antibiotika under operationen. Særligt den ene type kan de første 3 dage efter operationen give en Antabus-lignende reaktion, hvis du drikker alkohol.

Vi giver dig også lokalbedøvelse der, hvor vi tager fedt fra. Lokalbedøvelsen holder i op til 12 timer. Vi kan ikke give dig lokalbedøvelse i endetarmsområdet, fordi det ødelægger de fedtceller, vi sprøjter ind.

Operationen

Når bedøvelsen virker, trækker vi cirka 40 mililiter fedt ud fra underhuden ved din hofte eller mave med en kanyle. Derefter syr vi den indre åbning på fistlen sammen, og sprøjter fedtet ind omkring den indre åbning og langs hele fistlen. Fedtcellerne stimulerer sårhelingen og får fistlen til at vokse sammen. Du får plaster og forbinding på sårene, hvor fedtet er taget fra.

Operationen varer cirka 1 time.

Opvågning efter operationen

Når operationen er færdig, kører vi dig tilbage til sengeafsnittet. I nogle tilfælde skal du være på opvågningsafsnittet.

Bedøvelsen kan give kvalme

Du kan få kvalme og kaste op på grund af bedøvelsen. Hvis du har brug for det, kan vi give dig medicin mod kvalmen.

Du må spise og drikke

Vi tilbyder dig noget at spise og drikke når du kommer tilbage på sengeafsnittet.

Vi fortæller dig om operationen

Efter operationen fortæller vi dig, hvordan det er gået.

Du bliver udskrevet

De fleste er klar til at blive udskrevet samme dag. Du er klar, hvis du:

  • ikke har kvalme eller kraftige smerter
  • har spist og drukket
  • har tisset uden problemer
  • er blevet informeret om, hvad du skal være opmærksom på derhjemme.

Vi vurderer, hvornår du er klar til at blive udskrevet.

Risiko ved operationen

Ved alle operationer er der risiko for ubehag og komplikationer undervejs og bagefter. Hvis der er forhold, der gør, at du er udsat for en særlig risiko, taler vi med dig om det. Der er højere risiko for komplikationer, hvis du ryger eller drikker mere, end Sundhedsstyrelsen anbefaler.

  • Betændelse i såret: Der kan i meget sjældne tilfælde gå betændelse i såret. Hvis det sker, kan det oftest behandles med antibiotika.
  • Dødt væv: I yderst sjældne tilfælde kan der komme dødt væv i det område, vi har suget fedt fra. Hvis det sker, behandler vi det.

Hjemme igen

Vigtige forholdsregler de første 24 timer

Når du har været bedøvet, gælder der nogle regler for dig de første 24 timer. Vær opmærksom på, at du:

  • ikke må køre bil eller andre køretøjer
  • ikke må betjene maskiner
  • ikke bør drikke alkohol.

Sygemelding

Vi anbefaler op til 2 ugers sygemelding. Hvis du har brug for en sygemelding i en længere periode, kan du få den hos din egen læge.

Sid eventuelt på en pude

Hvis det er svært at sidde efter operationen, kan du få en pude med hjem. Du skal så vidt muligt bruge den, når du sidder.

Kom til kontrol

2 uger efter operationen skal du til en kontrol på hospitalet, hvor vi tjekker, om såret heler, som det skal, og taler med dig om, hvordan du har det.

8 uger efter operationen skal du til en kontrol på hospitalet, hvor vi ultralydsskanner dig. Hvis dit sår ikke er helet ordentligt, vurderer vi, om du skal tilbydes en ny operation. Hvis du bliver tilbudt en ny operation, aftaler vi et nyt forløb med dig.

Hvis fistlen ser ud til at være lukket og helet ordentligt, tilbyder vi dig en afsluttende kontrol 6 måneder efter operationen.

Vi indkalder dig med Digital Post eller fysisk post.

Du får mere information med hjem

Vi giver dig information om, hvad du skal være opmærksom på, når du er hjemme igen. I informationen kan du læse om praktiske forholdsregler og se, hvad du skal gøre i forhold til fx hygiejne eller smerter.

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden