Gå til hovedindhold

Alopecia areata, behandling med Litfulo

Litfulo bruges til behandling af hårtab

Her kan du læse om behandlingen med tablet ritlecitinib. Handelsnavnet er Litfulo. Medicinen bruges til behandling af hårtab ved alopecia areata. 

Hvad er ritlecitinib? 

Ritlecitinib er medicin, der bruges til behandling af hårtab ved alopecia areata. Medicinen virker ved at dæmpe kroppens immunforsvar, som fejlagtigt angriber hårsækkene og forårsager hårtab. Ved at hæmme denne proces kan ritlecitinib hjælpe med at fremme hårvækst. 

Hvordan skal du tage din medicin?   

Kapslen skal tages én gang om dagen på ca. samme tidspunkt hver dag og skal synkes hel med et glas vand. Kapslen må ikke åbnes, knuses eller tygges. Kan tages både med eller uden et måltid. Hvis du glemmer at tage en tablet en dag, skal du springe den over, og fortsætte som vanligt dagen efter.  

Før behandlingen skal der: 

  • Tages blodprøver (blandt andet for at undersøge for skjulte infektioner som tuberkulose og leverbetændelse). 

  • Tages et foto af dit hårtab. 

  • Udfyldes skema angående symptomer og livskvalitet 
     

Hvordan kontrolleres behandlingen? 

Der tages blodprøver ca. 4 uger efter start af behandlingen, og herefter hver 3. måned.  

Der foretages løbende evaluering af effekten af behandlingen og evt. nedjustering af dosis eller stop af behandlingen.  

Hvis du tager fast medicin 

Tal med din læge, hvis du tager eller planlægger at tage anden medicin. Det gælder både medicin på recept, håndkøbsmedicin, kosttilskud og naturlægemidler. 

Ritlecitinib tåles normalt godt sammen med andre lægemidler. 

Følgende lægemidler skal lægen dog være særlig opmærksom på: 

•                Tabl. Ciclosporin og Tabl. Tacrolimus (immundæmpende midler) 

•                Pimocid (antipsykotikum) 

•                Midazolam (Sederende anæstesimiddel) 

•                Andre præparater, der dæmper immunsystemet 

 
Mulige bivirkninger 

Medicinen kan, som al anden medicin, give bivirkninger. Det er ikke alle, der oplever bivirkninger. Hvis du oplever bivirkninger, mens du er i behandling med medicinen, skal du kontakte din hudlæge.  

De hyppigste bivirkninger er:  

  • Diarré 

  • Infektioner i øvre luftveje (forkølelse, halsbetændelse, bihulebetændelse) 

  • Akne 

  • Hududslæt 

  • Forkølelsessår og helvedesild 

  • Svimmelhed 

  • For lavt antal blodplader (celler, der hjælper med at få blodet til at størkne) 

  • Påvirkning af levertal 

  • For lavt antal hvide blodlegemer i blodet 

  • Forhøjet kolesteroltal 

Hvis du får feber, infektioner eller andre ukendte symptomer, skal du holde pause med medicinen og kontakte afdelingen. Du kan genoptage behandlingen, når du ikke længere har feber, er færdig med eventuel antibiotikabehandling og føler dig rask.  

Hvis du har en almindelig forkølelse eller en overfladisk infektion i huden skal du ikke holde pause med medicinen. 

Hvis der er grund til at stoppe behandlingen, er stoffet ude af kroppen efter 1-2 dage 

Særlige forhold ved behandlingen 

Hvis du er ryger eller har/har haft kræft eller blodpropsygdom er det vigtigt, at du informerer lægen om det. I disse tilfælde må medicinen kun bruges undtagelsesvis. 

Vaccinationer 

Vi anbefaler, at du bliver vaccineret mod influenza hvert efterår så længe du får behandlingen. Vaccinen er gratis for patienter med kronisk sygdom, som påvirker immunsystemet, og du kan få den hos din egen læge eller på vaccinationsklinikker. Du skal ikke holde pause med ritlecitinib på det tidspunkt hvor du skal have vaccinen. 

Brug af levende svækkede vacciner (f.eks. Gul feber vaccine) skal helt undgås under og umiddelbart inden behandlingen.  

Graviditet og amning 

Du må ikke tage ritlecitinib, mens du er gravid, ammer eller planlægger graviditet. Det er vigtigt at anvende sikker prævention under behandlingen. Ud fra et forsigtighedsprincip bør ritlecitinib pauseres 4 uger inden graviditet. Tal med din læge hvis du planlægger graviditet under behandling.  

 

Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden