Gå til hovedindhold

​​​

Mavesmerter

Mavesmerter er en almindelig tilstand, og i de fleste tilfælde er smerterne harmløse og forsvinder af sig selv uden behandling. Det er vigtigt at være opmærksom på, hvor smerten sidder, og hvor hurtigt den udvikler sig. 

​​Gode råd

  • Tag smertestillende: Paracetamol kan hjælpe med at lindre smerter og reducere feber.
  • Drik rigeligt med væske: Væske hjælper med at holde fordøjelsessystemet i gang og kan lindre symptomer som oppustethed eller mild forstoppelse.
  • Brug varmepude: En varmepude på maven kan ofte hjælpe med at lindre krampagtige smerter.
  • Hvile og afslapning: Hvis smerten skyldes stress eller fordøjelsesproblemer, kan hvile og afslapning hjælpe med at lindre symptomerne.​

Ring til din egen læge kl. 8-16, hvis du:​

  • Oplever vedvarende eller kraftige smerter, som ikke lindres af smertestillende, og samtidig har feber.
  • Har mavesmerter og svækket almen tilstand, som fx udtalt svaghed, forvirring, svimmelhed eller svært ved at stå oprejst.
  • Opdager blod i opkastning eller afføring (enten rød eller sort afføring).​
Uden for lægens åbningstid kan du kontakte Akuttelefonen 1813. 

Bestil et opkald fra 1813 her. ​

Du kan også bestille et opkald fra Akuttelefonen ved at sende en sms til 1813 med teksten "Opkald". Skriv ikke navn, CPR-nummer eller oplysninger om sygdom eller skade. Du får en SMS-bekræftelse og bliver ringet op, når det er din tur i køen.​​

Ring 1-1-2, hvis du:
  • Pludselig får smerter i maven og brystkassen.
  • Pludselig får kraftige mavesmerter og besvimer.​

Mere om mavesmerter

Gener i øvre del af maven: Brændende smerter, halsbrand, sure opstød, kvalme eller tendens til bøvser skyldes ofte for meget mavesyre, der giver problemer i mavesækken eller spiserøret. Du kan prøve syreneutraliserende håndkøbsmedicin for lindring. Hvis symptomerne fortsætter eller gentager sig, bør du kontakte din egen læge i åbningstiden.

Symptomer på blindtarmsbetændelse: Smerter i nederste højre del af maven, der ofte starter som diffuse smerter omkring navlen og derefter bevæger sig mod højre side. Symptomerne kan inkludere kvalme, opkastning og feber. Smerterne vil typisk forværres ved bevægelser, som fx forsøg på at hoppe.​



Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden