Det er en spændende æra, vi oplever lige nu. I hvert tilfælde hvis man
interesserer sig for artrose, også kaldet slidgigt. Og det gør Henning Bliddal,
overlæge, professor i reumatologi og leder af Parker Instituttet ved Bispebjerg
og Frederiksberg Hospitaler.
I disse
år oplever han, at der sker nogle vigtige gennembrud inden for forskning og
behandling af især artrose i knæ. Og her er Parker Instituttets forskning med i
front. Det handler både om bedre metoder til at undersøge artrose i form af
bl.a. dynamiske scanninger og om nye, interaktive behandlingsmetoder, hvor
patienterne selv er med til at dæmpe konsekvenserne af sygdommen gennem vægttab
og bevægelse.
Ny forståelse af sygdommen
Ifølge overlægen er artrose en af de
sygdomme, hvor det har været vanskeligt at få "pengene til at passe". Sådan at
forstå, at patienternes oplevelse af smerter og gener kun stemte dårligt overens
med de forandringer i knogler og led, som man kunne se på de traditionelle
røntgenbilleder. Derfor har nye scanningsmetoder, som er taget i brug de senere
år, betydet meget for forståelsen af sygdommen:
- Der kommer nogle aha-oplevelser. Noget af det, vi ser nu, har jeg gået og
ventet på rigtigt længe. For eksempel, at smerterne ved artrose ikke er
resultatet af slid, men langt mere stammer fra inflammation i leddet - en
tilstand, der blusser op med mellemrum, understreger overlægen.
Ifølge Henning Bliddal er den tid forbi, hvor den eneste behandling af
artrose var kirurgisk - at få skiftet leddet ud. Sygdommens konsekvenser kan
afbødes gennem vægttab og træning. Og samtidig er der nu biologisk medicin på
vej, som kan slå inflammationen ned. Men det er en dyr kur - og her bliver
forskernes rolle at finde frem til de patienter, der kan have udbytte af den
type behandling. Samtidig med, at de fortsætter med at hjælpe patienter til
vægttab og fysisk aktivitet - blandt andet via interaktive løsninger.
Aktive patienter
Et vigtigt vendepunkt har for Henning Bliddal og
hans tværfaglige forskergruppe været et forskningsprojekt om overvægtige
artrosepatienter, som viste, at vægttab har stor betydning for symptomerne ved
sygdommen. Og som åbnede forskernes øjne for værdien en mere varig indsats, hvor
patienterne selv deltager aktivt.
- Jeg tror på, at fremtidige generationer vil være i behandling for deres led
fx via en app, der dels opsamler data om, hvornår sygdommen er i aktiv fase,
dvs. inflammatorisk. Og som minder dem om, hvad selv kan gøre i hverdagen for at
minimere virkningerne af sygdommen, forudsiger han.
En folkesygdom
Henning Bliddal, der snart selv bliver 62, ser frem
til at bruge sine sidste arbejdsår på denne spændende udvikling. Og glæder sig
over, at han på Parker Instituttet har samlet en tværfaglig gruppe af forskere,
der er med til at rykke afgørende ved undersøgelse og behandling af en sygdom,
som stort set alle danskere vil stifte bekendtskab med:
- Det er meningsfuldt og fascinerende at arbejde med en folkesygdom, som
berører os alle sammen i støre eller mindre grad, slutter overlægen.
Artiklen er fra juni 2012.