- Da jeg begyndte som fysioterapeut i 1975 mente mange, at fysioterapeuter
var sådan nogle, der masserede. I dag ved folk, at fysioterapi i høj grad
handler om målrettet træning, fortæller fysioterapeut og seniorforsker, Nina
Beyer.

Foto: Claus Peuckert.
I de
knapt 40 år, hun har fulgt udviklingen inden for fysioterapien, er der sket
utroligt meget, bl.a. har forskningen fået en langt mere central plads i
genoptræningen.
Styrketræning virker
Nina Beyer er glad for, at fysioterapien er
blevet mere forskningsbaseret de senere år, for det er til gavn for
behandlingen, mener hun. Når det gælder de ældre er en vigtig konsekvens af
forskningen, at der de senere år er kommet meget mere fokus på styrketræning,
som en vigtig del af genoptræningen.
- Tidligere var der mest funktions- og balancetræning, man tilbød muskelsvage
ældre. Nu ved man, at det også er vigtigt at muskulaturen styrkes, for den er
”motoren og fundamentet” for hverdagslivet, fortæller Nina Beyer.
Selv har hun været en af pionererne inden for styrketræning af ældre.
Allerede i 1990’erne gennemførte hun træningsforløb med moderat-tung
styrketræning til ældre kvinder i alderen 70-90 år:
- Jeg fik at vide, at ”det kan man da ikke udsætte ældre mennesker for” - men
det viste sig jo, at det virkede og deltagerne trænede sig ti år yngre,
fortæller hun.
Plejer er død
Hele sit arbejdsliv har Nina Beyer interesseret sig
for forskning – og i 2003 fik hun en Ph.d grad fra Københavns Universitet.
- Det gik ret tidligt op for mig, at man ikke som fysioterapeut kan stole
udelukkende på sin erfaring. Den bygger nemlig kun på fortolkninger af det man
har set. Så længe vi bare holder os til det, vi plejer, kommer vi ikke videre,
fortæller Nina Beyer.
Hun giver et eksempel:
Da hun var ansat på Rigshospitalet, deltog hun i et forskningsprojekt om
træning af levertransplanterede patienter:
- Vi vidste at disse patienter havde rygsmerter, og vi vidste også, hvorfor.
Men da vi spurgte dem systematisk før og efter operationen, viste det sig, at de
hverken havde mere eller mindre ondt i ryggen end alle mulige andre. Det var en
fejltænkning, der var kommet til at fylde i vores bevidsthed, siger hun.
Tværfaglig forskning
Det har krævet en stor indsats at få
forskningen i fysioterapi etableret og anerkendt. I dag er det muligt som
fysioterapeut at tage forskellige kandidatuddannelser og flere og flere vælger
at tage en Ph.d Nina Beyer fortæller, at hun så sent som i 90’erne oplevede at
skulle kæmpe for at få sit navn på en fælles forskningspublikation – det var
dengang forbeholdt læger og andre akademikere.
- Heldigvis har verden ændret sig. Nu gennemføres forskning i langt højere
grad tværfagligt, og med de komplekse problemstillinger i klinisk forskning er
der også virkelig brug for det, slutter hun.