Du hører om det alle vegne. Wegovy, Ozempic - kært barn har mange navne. Et vidundermiddel, der kan øge vægttab, behandle diabetes og måske mere.
Men vidste du, at forskningen i det startede her på Bispebjerg? For 50 år siden, da Jens Juul Holst, der senere opdagede det afgørende hormon GLP-1, var en ung forsker.
Hans karriere – og hans refleksioner om at opdage et så betydningsfuldt lægemiddel – deler han med hospitalsdirektør Kristian Antonsen i dette afsnit af Stemmer fra Bjerget.
Lyt til episode 16 her (varighed: 28 min.)
Vores køkken er grønt. Et af de grønneste offentlige køkkener i landet faktisk. Med 95 procent økologi, Svanemærke og god mad, der altid tilberedes fra bunden.
Hvordan er køkkenet nået dertil, når de hver dag skal servere til hundredvis af patienter, som har en masse forskellige behov og smagspræferencer?
Find ud af det i nyeste afsnit af hospitalets podcast. Her taler vicedirektør Marie-Helene Olsen med Michael Allerup, der er enhedschef for køkkenet. Om at være ambitiøs, når det kommer til bæredygtighed – uden at gå på kompromis med hverken smag eller næring.
Lyt til episode 15 her (varighed: 26 min.)
I disse dage er det 80 år siden, at mere end 2000 danske jøder fandt sikkerhed i Sverige via Bispebjerg Hospital.
Det krævede held, dygtig organisering og et unikt samarbejde på tværs af alle hospitalets faggrupper.
I podcasten mindes vi den heltemodige og livsfarlige indsats. Hospitalsdirektør Kristian Antonsen og speciallæge Peter Gulstad Skanning går en tur på hospitalet og fortæller, hvordan den enorme redningsaktion lykkedes.
Patienter, pårørende eller bare forbipasserende. Alle, der besøger Bispebjerg Hospital, har en særlig historie.
Nogle af de historier får Allan Bregenborg et indblik i, når han kører dem, der har brug for det, fra A til B i vores hospitalsbil.
Lyt med, når vicedirektør Marie-Helene Olsen tager på tur med Allan. De samler passagerer op undervejs, mens de taler om, hvordan Allan bruger sine 37 års erfaring som portør, og hvad han oplever på de mange køreture.
Lyt til episode 13 her (varighed: 17 min.)
Hver dag dør flere patienter på Bispebjerg Hospital.
Men hvordan foregår de dødes rejse på hospitalet, og hvordan sørger vi for, at den forløber medværdighed for både den afdøde og de pårørende?
Lyt med, når vores vicedirektør Sille Arildsen tager med på rejsen. Fra patientstuen, gennem tunnelen og op i kælderen under kapellet, hvor de døde ligger på køl.
Du kan høre det nye afsnit af hospitalets podcast Stemmer fra Bjerget her eller hvor du ellers lytter til podcast.
Smerter, overfølsomhed over for lyde og lys, problemer med maven og med at huske og koncentrere sig.
Det er typiske symptomer hos de patienter, som ender på Center for Komplekse Symptomer.
De har været en tur rundt i sundhedsvæsenet, uden at de andre læger har kunne finde årsagen til deres lidelser.
Vicedirektør Kirsten Wisborg har inviteret Rikke Carlsson, ledende overlæge i Center for Komplekse Symptomer, i studiet for at høre, hvordan man kan hjælpe disse patienter til at få en bedre livskvalitet.
Lyt til episode 11 her (varighed 17 min.)
Lyt til episode 10 her (varighed 17 min.)
Episode 10: Alt er gift - det er bare et spørgsmål om dosering
Piller, salve og øjendråber. Langt de fleste af os har prøvet at tage medicin. Nogle gange lidt, andre gange meget, alt efter hvad vi fejler.
Det føler vi er sikkert. Selvom der er bivirkninger, stoler vi på, at medicinen er grundigt testet. Men sådan har det ikke altid været. Tidligere er det faktisk gået helt galt, fordi man ikke vidste bedre. Og så vi er endt med det, vi kalder for medicinskandaler.
Hospitalsdirektør Kristian Antonsen har inviteret overlæge på Klinisk Farmakologisk Afdeling Henrik Horwitz i studiet til en snak om bivirkninger, sikkerhed og hvordan det gik så galt i fortiden.
Lyt til episode 10 her (varighed 17 min.)
Akutmodtagelsen på Bispebjerg Hospital er byens skadestue.
Tit er der travlt. Derfor er det vigtigt at tænke nyt og smart for at løse hverdagens akutte udfordringer. Én af dem, der er bedst til det, er afsnitsansvarlig overlæge Ann Kathrin Demény.
I denne episode taler hun med vicedirektør Sille Arildsen om Bispebjergs tilgang til det akutte område. Hvordan vi samarbejder med byens parter og sammen finder fleksible løsninger, så vi nu – og i fremtiden - kan tilbyde god behandling af vores akutte patienter.
Lyt til episode 9 her (varighed 17 min.)
Haverne på Bispebjerg Hospital har altid været en grøn oase midt i byen. I dag står de nyrenoverede, genfødt med inspiration fra hospitalets oprindelige arkitekter, og døbt de Helende Haver.
En af personerne bag renoveringen er landskabsarkitekt Erik Brandt Dam. I ottende afsnit af Stemmer fra Bjerget går han og hospitalsdirektør Kristian Antonsen en tur i de smukke haver og fortæller om ideerne og arbejdet, der ligger bag.
Lyt til episode 8 her (varighed 20 min.)
Danske sygeplejersker er rigtig glade for og stolte af deres arbejde. Alligevel er der mangel på dem. Hvad kan vi gøre som hospital?
I episode 7 af "Stemmer fra Bjerget" har vicedirektør Marie-Helene Olsen inviteret seniorforsker Mette Kildevæld Simonsen i studiet for at få forskerens øjne på, hvad der er vigtigt for sygeplejerskerne. Og på, om det egentlig er en god ide at få andre til at løse nogle af sygeplejerskernes opgaver?
Lyt til episode 7 her (varighed 18 min.)
Hvordan er det at være portør i dag på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital? Og førhen? Hvor der kunne være fredagsbar hver dag, og hvor man stod uden hjælpemidler, når patienterne skulle flyttes?
Hvordan tackler vi i dag vold og trusler på arbejdet, og hvordan bliver man bedre til at tage hånd om hinanden som kolleger? Det giver portør Kim Fleron sit bud på her i samtalen med vicedirektør Kirsten Wisborg.
Lyt til episode 6 her (varighed 21 min.)
Hvordan finder man ud af, om ny medicin er sikkert at tage? Hvordan testes det for bivirkninger? Det finder du ud af i femte afsnit af hospitalets podcast Stemmer fra Bjerget, hvor vi taler menneskeforsøg.
Det er nemlig noget, vi udfører her på hospitalet. I Zelo Fase 1-enheden, hvor ny medicin for første gang afprøves på mennesker i meget små doser. Hospitalsdirektør Kristian Antonsen taler med David Sonne, der enhedschef i Zelo Fase 1 og afdelingslæge på Klinisk Farmakologisk Afdeling.
Det er ikke altid nemt at tænke nyt og anderledes i et travlt sundhedsvæsen. Men her på hospitalet har vi en kollega, der er ansat til det. Han hedder Brian Kristensen, tidligere cheffysiker på Herlev og Gentofte Hospital, og i dag innovationschef hos os.
I 4. afsnit af vores podcast sporer han sig sammen med vicedirektør Marie-Helene Olsen ind på, hvordan og hvorfor det er vigtigt at tænke innovation i hverdagen.
Hvorfor ser hospitalet egentlig ud, som den gør? Hvem er Lazarus, den store skulptur, der knejser foran bygning 7? Og hvorfor findes der så mange mindetavler fra 2. Verdenskrig på området? I episode 3 tager overlæge Henrik Permin og konstitueret direktør Kristian Antonsen en tur rundt på hospitalet for at tale om kunst, historie og haver.
Lyt til episode 3 her (varighed 19:30 min.)
En ældre patientgruppe, en tilskadekommen kammerat og en elektrisk strømpe. Det er nogle af de emner, som vicedirektør Kirsten Wisborg og Charlotte Suetta tager op i denne episode. Charlotte Suetta er professor i geriatri og forsker i udfordringer, som bliver mere og mere relevante i takt med, at vores patienter bliver ældre.
Lyt til episode 2 her (varighed 23:30 min.)
Tredje bølge af smitte, bekymringer for at skulle flytte ind i et nyt byggeri og eksemplarisk samarbejde på tværs af hospitalet.
Det er nogle af de emner, som konstitueret hospitalsdirektør Kristian Antonsen og klinisk sygeplejespecialist Marie Albrectsen Paine taler om i første afsnit af hospitalets nye podcast; Stemmer fra Bjerget.
Lyt til episode 1 her (varighed 29:30 min.)
Stemmer fra Bjerget produceres af
Kommunikation, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.