De mange kilometers løb sørger for, at færre skadelige sukkerkrydsbindinger –
et velkendt tegn på aldring – hober sig op i bindevævet i sener, muskler, hjerte
og kar. For langdistanceløberne betyder det også færre skader i fx sener, menisk
og brusk, og risikoen for livsstilssygdomme er samtidig mindre. Det er
resultaterne af et nyt studie fra Institut for Idrætsmedicin på Bispebjerg
Hospital.
Med alderen ophobes skadelige sukkerkrydsbindinger i kroppens bindevæv. Det
er et kendt tegn på aldring og en af de vigtigste årsager til, at risikoen for
skader i bindevæv og risikoen for livsstilssygdomme stiger med alderen. Men det
nye studie viser, at man selv kan påvirke sin aldring positivt, hvis man går i
gang med at løbe halve eller hele maratonløb.
– Vi har påvist, at livslangt langdistanceløb gør en forskel. De ældre
langdistanceløbere, som har været med i vores studie, har over 21 procent mindre
ophobning af de skadelige sukkerkrydsbindinger i deres bindevæv, sammenlignet
med slanke, raske, stillesiddende personer. Så det er altså muligt at udskyde
sin aldring ved at løbe langt hele livet, siger post.doc Christian Couppé fra
Institut for Idrætsmedicin.
Studiet er publiceret i det amerikanske tidsskrift AGE (http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/24997017),
ligesom det store amerikanske løbemedie Runner’s World har skrevet om artiklen
(http://www.runnersworld.com/health/heres-another-way-running-helps-to-slow-aging).
Mindre sygdom, større sener og et længere liv
Resultaterne hænger
godt sammen med tidligere undersøgelser fra forskerne på Institut for
Idrætsmedicin, som også blev omtalt tidligere på året i Runner’s World. Her
viste det sig, at den aldersrelaterede stigning i inflammationsniveauet, som er
forbundet med livstilssygdomme, igen var langt lavere hos ældre
langdistanceløbere, som har trænet livslangt, end hos raske slanke
ikke-langdistanceløbere.
Samlet set betyder det, at langdistanceløberne er mindre syge og lever
længere. Desuden kunne forskerne måle, at langdistanceløberne havde større
sener, som medvirker til mindre belastning, og dermed er risikoen for skader
også lavere.
FAKTA
- · Sukker-krydsbindingerne, som ophober sig i
kroppens bindevæv, kaldes Advanced Glycation Endproducts, og kan forkortes til
AGEs. AGEs skabes i kroppen, når sukker kommer i kontakt med protein.
- · Mekanismen bag langdistanceløbernes mindre
ophobning af AGEs kendes endnu ikke fuldstændigt, og forskergruppen fra
Idrætsmedicin ved Bispebjerg Hospital håber gennem yderligere studier at komme
svaret nærmere.
Yderligere oplysninger
Christian Couppé, e-mail ccouppe@gmail.com, mobil 60 66 08
25