Ny professor vil skulderskaderne til livs

​Susanne Wulff Svendsen er tiltrådt som klinisk professor i Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Vent...

Susanne Wulff Svendsen _web.jpgSusanne Wulff Svendsen er ny klinisk professor på Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling. Foto: Claus Peuckert.

Susanne Wulff Svendsen er uddannet læge fra Aarhus Universitet og har det meste af sin karriere forsket I sygdomme i muskler, sener og led. Hun har især været optaget af forskning og forebyggelse af skuldersygdomme. Både hos dem der allerede har fået problemer med skulderen, og dem der har et skulderbelastet arbejde, som fx bygningsmalere og stilladsarbejdere.

- Jeg glæder mig til at videreføre de gode forskningsspor inden for bevægeapparatet. Flette klinik og forskning sammen og tilføre forskningen her nye metoder til at undersøge, hvordan vi kan blive bedre til at forebygge skulderskader, siger Susanne Wulff Svendsen.

Professoratet er tilknyttet Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.

Susanne Wulff Svendsen blev speciallæge i arbejds- og miljømedicin i 2006. De sidste 10 år hun været tilknyttet Arbejdsmedicinsk Klinik i Herning, de sidste ca. fem år som klinisk professor. Her havde hun desuden et tæt samarbejde med flere hospitalsafdelinger i Region Midtjylland.

Den nye professor er kendt vidt og bredt for sin forskning, for hun er en eminent formidler. Hun er involveret i såvel nationale som internationale netværk af forskere. Desuden har Susanne Wulff Svendsen været involveret i både pre- og postgraduat uddannelse af læger inden for faget igennem flere årtier.

 

Tiltrædelsesforelæsning finder sted fredag den 31. januar kl. 13.oo.

Titel: "Arbejdsmedicinske lidelser i bevægeapparatet – risikofaktorer, konsekvenser og forebyggelse"

Sted: Uddannelsescenterets Auditorium indgang 50, Bispebjerg Hospital.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor