Den humane sygepleje - Jens Bregnø

​Som en venlig og inviterende gestus står sygeplejersken med det lille barn på armen og byder velkommen udenfor hospitalets gamle hovedport.

​Alle fotos: Claus Peuckert

Statue i kobber. Opstillet 1941

Giver: Fonden til kunstneriske Formaals Fremme med midler fra Fhv. Grosserer og Farver B. Goldschmidts Legat til Københavns Forskønnelse


En ung sygeplejerske bærer et barn i favnen. Hun er klædt i tidens typiske sygeplejeuniform med forklæde, korte ærmer, kappe over et halvlangt hår samt lukkede, højhælede sko. Sygeplejerskens "faglige dygtighed og menneskelige forståelse" kommer klart frem i hendes statur. 

​​​Statuen er rejst 1. september 1941, 65-året for indførelsen af uddannelsen til sygeplejersker som afløsning af de tidligere ikke-uddannede stuekoner. Da skulpturen blev opstillet, blev der rejst kritik af, at sygeplejersken ikke støttede barnets hoved, men billedhuggeren svarede, at han havde villet undgå en sødladen virkning og bevidst gjort barnet genstridigt. 

Jens Bregnø fandt modellen til sygeplejersken ved at studere de sygeplejestuderendes gruppebillede af afgangsholdet fra Kommunehospitalet 1938. Her valgte han Pia Kappel, født Togeby (1910-2004), som netop havde fået sin eksamen, og var den der så mest "skulpturel" ud.


Redaktør