I anledning af 100-års jubilæet i september
2013 inviterede Bispebjerg Hospital naboer og andre interesserede borgere
indenfor til at gå en tur i hospitalets smukke, grønne omgivelser - og den invitation gælder
selvfølgelig stadig.
Hospitalet er tegnet af arkitekt Martin Nyrop, der også
står bag Københavns Rådhus. Sammen med haveanlægget er Bispebjerg Hospital et af
de tidligste og smukkeste eksempler på helbredende arkitektur med lyse
sengestuer og grønne miljøer – og et af de største sammenhængende områder, der er
blevet fredet i Danmark.
Et visionært sundhedsprojekt
Allerede
da Bispebjerg Hospital blev indviet den 19. september 1913, var det et visionært
sundhedsprojekt langt forud for sin tid. Hospitalet bestod af seks pavilloner i
et stort haveanlæg, som stadig i dag er med til at gøre hospitalet til en grøn
oase i byen.
Hospitalet er et af Region Hovedstadens fire akuthospitaler med en
omfattende forskning af høj international kvalitet.
I januar 2012 fusionerede
Bispebjerg Hospital med Frederiksberg Hospital, og i løbet af de næste 12 år
samles de to hospitaler med Psykiatrisk Center København på Bispebjerg Bakke i
et nyt hospital.